Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 23. april 2025
Foråret er over os, og vejret er – som det hører sig til i april – skiftende, og netop nu tager aktiviteterne på Ribe Å til.
Både sejlere og roere ”rører” på sig, og på lørdag er der åbent hus i Ribe roklub mellem klokken 11 og 14.
Alle, der har interesse i at snuse til, hvad klubben og vandsporten på Ribe Å kan byde på, er velkomne, Der bliver mulighed for at prøve de forskellige bådtyper som inrigger, outrigger eller kajak, og der bliver lejlighed til at møde nogle af klubbens medlemmer, der gerne fortæller, hvad det hele går ud på.
Det kræver hverken specielle forudsætninger eller tøj at prøve roningen denne dag. Almindeligt sportstøj, som er til at bevæge sig i, er helt fint, men det er en god ide at tage skiftetøj med samt et håndklæde.
På Ribe Roklubs hjemmeside: https://www.riberoklub.dk/ kan du læse mere om roklubben.