
Arkiv Dronefoto: Ove Detlevsen – Første etape fra Hvide Bro til Seminarievej
Tekst & Foto: Johnny Tauman
29. april 2022
Inden længe vil arbejdet med kloakseparering i Saltgade blive påbegyndt, og Ribes borgere vil her møde arbejdere fra entreprenørfirmaet Benny Andersen A/S fra st. Darum, som vandt licitationen udbudt af DIN Forsyning.
RYK IND RIBE har talt med indehaver / entreprenør Benny Andersen, som har travlt med forberedelserne til etape-kloakeringerne i Saltgade, Tvedgade, Sct. Nikolajgade og senere i Sct. Peders Gade. – Jeg kan endnu ikke sige helt præcis, hvornår vi har alle materialer hjemme, så vi kan komme i gang, lyder der fra Benny, som forventer at få mandskabsvogn med formand placeret på P-Nord.
Som ved tidligere kloakeringsopgaver, hvor der også skal lægges nye fjernvarme- og vandrør, har RYK IND RIBE fået en aftale med Benny Andersen, som sikrer, at der løbende kan orienteres om gravearbejdet og de trafikale udfordringer.