Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum, torsdag den 13. juli 2023
Det er altså ikke, fordi personalet sover, at gardinerne altid er trukket for på Sct. Nicolaj Gade nr. 10. Det er heller ikke, fordi der sker noget lyssky. Gardinerne er trukket for, fordi Ribe Kunstmuseums samling ikke tåler så meget lys. På den måde kan man selvfølgelig godt sige, at ”museet driver en lyssky forretning”. Og der er godt gang i den lige nu. For lige nu besøger rigtigt mange kunstmuseet i det sydvestjyske sommerland. Godt for byen og godt for museet.
Lige nu kommer mange for at se udstillingen ”Vildt Nok. Jagt i dansk kunst”. Et overflødighedshorn af 200 års danske jagtmotiver, trofæer og jagt-udstyr. Ikke overraskende er der en del jægere blandt gæsterne, og flere af dem skriver i museets lille brugerundersøgelse, at de ikke tidligere har været på kunstmuseum. Det klapper man på museet i hænderne over, for et af udstillingens formål er faktisk at tiltrække nye gæster til museet.
Det sagt, så er jagt-udstillingen selvfølgelig også for det faste kunst-glade publikum. Man behøver jo ikke jagttegn for at kunne sætte pris på det geniale lys og stemningen i P.S. Krøyers fornøjelige ”Skagens jægere” fra 1898. Mon ikke også de fleste vil trække på smilebåndet af Nina Saunders’ legesyge udstoppede råbukke, der har fået elefanthue på. Eller blive blæst bagover af de vanvittige farver i J.F. Willumsens kolossale ”Jægerpigen i skoven” fra 1934.
Og så går vi vel alle sammen lidt på jagt? I formidlingsrummet leger museet med jagten som metafor: Gæsterne kan skrive, hvad de går på jagt efter og hænge besvarelsen op på væggen til inspiration. Blandt de mange besvarelser findes: ”Piger! Hvad ellers?”, ”Pokaler”, ”Antikviteter” og ”Kärlek”. Livet er mangfoldigt.
Gæsterne kommer fra nær og fjern. I denne uge har der været besøg fra både Californien, København og Hadsund. Det ved man på museet bl.a., fordi man holder fast i den oldgamle analoge gæstebog. Personalet elsker at læse om gæsternes oplevelser i huset. En gæst skriver, at museet er henrivende, og at hans far i øvrigt var med til at lave de fantastiske Versailles-gulve i udstillingssalene. En anden skriver, at de er kørt helt fra Vejle, og at museet er køreturen værd. En tredje leger anmelder og giver jagtudstillingen hele seks stjerner. Mange bliver også hængende for at sludre med museumsværterne. De vil gerne dele deres glæde over at have opdaget den lille perle, som Ribe Kunstmuseum er. Forleden kom hele syv pensionerede malermestre på besøg og varmede hele museet op med deres latter og begejstring. Det er personalet vilde med. Og gæsterne er vilde med rabarberkagen i cafeen, som de tager med ud i haven og nyder.
Imens er museumsinspektørerne – som tidligere omtalt – på jagt efter et maleri af guldaldermaleren Wilhelm Bendz til efterårets udstilling om venskab og fjendskab i den tidlige guldalder. En efterlysning i Politiken spredte sig som en steppebrand på en doven agurketidssøndag, og snart bragte alle medier efterlysningen og vil have interviews til artikler og radio.
Måske museumsteamet skulle deltage næste gang, det lokale yogahold trækker vejret dybt og folder sig ind og ud i museumshaven til akkompagnement af springvand og storblomstrende stauder. For der er nok at se til. Men, som de siger på museet, hvor er det dog bare herligt. For det er nu sjovest at lave kunstmuseum, når der er masser af mennesker at dele det med.
