Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, søndag den 16. august 2026

26-årige Yke Deuwe Veltman var den absolutte hovedperson, da han som den første naver i 18 år blev sendt afsted fra Ribe – godt assisteret af 28 medlemmer fra Naverlavet samt folk fra Vikingecenteret, venner og familie.

Stenbogade var godt fyldt op med glade og forventningsfulde mennesker, og på slaget tolv satte processionen sig i bevægelse ad Stenbogade, Hundegade mod Haulundvej. Ved rundkørslen var det tid til den endelige afsked – for tre år og én dag.

Den ekstra dag er tilføjet, fordi man tager forbehold for tømmermænd på turens første dag, fortæller Ykes mor, Pauline.

Dagen i går blev der nemlig festet igennem, og Yke måtte igennem rituelle prøvelser, som han selvfølgelig stod igennem. Det kunne ses på nogle af deltagerne, der så en anelse ramte ud efter gårsdagens strabadser. Men alle mand var mødt op for at sende Yke godt afsted.

– Hvordan har du det med at sende Yke afsted så lang tid?

– Jeg har det fint, og håber og tror, han får en fantastisk tur, siger Pauline.

– Tror du, de var for hårde ved ham ved afskedsfesten i går?

– Nej, nu drikker Yke ikke så meget, så jeg tror, han har det fint i dag, siger Pauline med et smil.

Imens er optoget ved at gøre sig klar til afgang, og Pauline har travlt med kameraet og foreviger sønnens store dag.

Se i øvrigt Ryk Ind Ribes fyldige portræt af Yke fra 25. juni 2026.

(flere billeder herunder)

Mange var mødt op i Stenbogade for at sige farvel og på gensyn

Ykes mor Pauline er klar med kameraet 

For 18 år siden blev Christian som den seneste naver sendt afsted fra Ribe

Processionen bevæger sig ad Hundegade mod Haulundvej