Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 23. april
Ribe er en virkelig god handelsby, hvor det ikke som i mange andre byer er tomme forretningslokaler, der præger bybilledet.
Og nu inviterer Ribe Handel til Gadefest i Ribe i dagene fredag og lørdag den 29. og 30. april, hvor der ud over muligheden for en god handel også er masser af underholdning i Danmarks ældste by.
Butikkerne ruller de røde løbere ud og byder velkommen.
Når du får brug for at stille sulten, kan du besøge ét af de mange, skønne spisesteder i byen, og hvis du er til streetfood, kan du med fordel slå et smut forbi J. Lauritzens Plads, hvor Jønnes Megagrill fredag eftermiddag disker op med velsmagende retter, du kan tage med på farten eller med hjem som take-away efter en hyggelig dag. Porsborg serverer desuden deres lækre, velkendte gourmethotdogs på Domkirkepladsen både fredag og lørdag eftermiddag – lige til at tage med i hånden på en tur ned gennem byen.
Sun Brothers sørger for at sætte ekstra blus under den gode stemning både fredag og lørdag med en god blanding af Elvis og jazz, og som prikken over i’et sætter Kom og Dans gang i dansegulvet, når de stiller op til danseopvisning foran Toldboden fredag eftermiddag kl. 14.30 og 16.30, samt lørdag formiddag kl. 11.









































































