Tekst: Peter Lindgaard
Bogomslag: Ove Detlevsen
Konsulinde Elin Bisgaard, der har boet i Ribe i en menneskealder, og især er kendt for sine mange arrangementer for FOF og Folkeuniversitetet, har skrevet en ærlig og vedkommende selvbiografi med titlen ”Konsulindens erindringer : Smerten er glædens mor.”
Vi er i Sejerslev på Nordmors. Året er 1938, og Elin kommer til verden som yngste led i en søskendeflok på fem. Ifølge moren var hun uønsket, og helt fra begyndelsen gjaldt det for lille Elin om at klare sig selv. Pengene var små, og verdenskrigen føltes uundgåelig. Elin knytter sig til sine brødre, især Asger, der bliver en slags skytsengel og hjælper hende ud af mange situationer, bl.a. da en tysk soldat under krigen tilbyder hende 50 øre for at gifte sig med hende. Men der er ikke megen hjælp at hente. Elins mor er en udfordring. Ingen kys og kram. Elin føler hun går i et med tapetet, ikke engang en konfirmationsfest får hun. ”Jeg elskede jo min mor, men hun havde ikke plads til mig.” Elin måtte klare sig selv, og det gjorde hun så.
Nøgleordet er foretagsomhed. Et aktivt spejderliv, klaverundervisning, aftenskole og sy kursus. Hendes første hjemmegjorte kjole møder ingen anerkendelse fra moren, og Elin må misundeligt overhøre sine veninder, der får stolthed og kærlighed fra nærmeste hold. Som tiden går knytter Elin sig i stigende grad til sin onkel og tante, en godsejer familie fra Kollerup, hvor hun inviteres til at slå sig ned hver sommer. Her opholder hun sig helt frem til hun er 15. Onklen har været general under vinterkrigene i Finland, så tonen er anderledes end i hjemmet på Mors.
Elin lærer at begå sig i to verdener. Onklen udfordrer hende og opdrager hende. ”Fra jeg var 12 år, skulle jeg tituleres som Frøkenen og i 3. person, fordi jeg var godsejerens niece. Og det blev respekteret.” Morgensang, respekt for traditioner, hushovmester, og rødt liberi ved festerne, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Noblesse oblige. Som 15-årig underholder den unge Elin ved et fornemt selskab med klaverstykker af Beethoven, Chopin og Debussy.
Umiddelbart efter skolen rejser Elin hjemmefra. Væk fra Mors – væk fra Janteloven. Hun flytter til København og får arbejde som hushjælp ved en fransk kvinde. Senere går turen til Paris for at lære sprog og se verden. Elin får sig et arbejde, lærer sprog ved Alliance Francaise og udover de unge franskmænds mange kærlighedstilbud, får hun en hel del franske venner – venner for livet, hvilket bogen senere afslører.
Efter Paris og London tager Elins liv en smertefuld og skæbnesvanger drejning. Tilbage i København møder hun sit livs kærlighed, Torben. Han er en kærlig mand med et roligt gemyt og uddannet jurist. Parret bliver gift. Torben er træt af sit job i København, og i Ribe står svogeren og har brug for en advokatfuldmægtig. Parret tager afsked med hovedstaden, og Elin opgiver et måske lidt for spændende job ved DR (Me Too?) for modstræbende at følge med til Ribe. Samtidig venter parret deres første barn.
Den førstefødte Anne dør på tragisk vis og ikke nok med det – de to efterfølgende lider samme barske skæbne! Bedst som forældrene har kastet deres varme og kærlighed på børnene, må lægerne give op – børnene dør. Beskrivelserne af de tre dødsfald er afgørende bogens mest dramatiske del. Elin Bisgaard gengiver hændelserne i alle detaljer – ærligt og rørende. Det er svært at lægge bogen fra sig. Bekymringerne og de tragiske hændelser hænger virkelig uden på tøjet. Man føler virkelig med parret. En kæmpe sorg. ”Hvordan kommer man igennem sådanne dage?”
Lægerne på Rigshospitalet opdager efter langvarige undersøgelser, at både Elin og Torben begge har cystisk fibrose – en uhelbredelig genfejl. Hvem kan man bebrejde? Parret står med en ubeskrivelig smerte, er der et skyldsspørgsmål? I bogen sættes der i hvert fald spørgsmålstegn ved navngivne lægers saglig- og faglighed.
De sørgelige oplevelser må overvindes. Det siger sig selv, at de tragiske begivenheder får afgørende indflydelse på parrets videre færd. Især Elins. Torben og Elin adopterer Thue på halvandet år, som bliver et plaster på såret.
Elin kaster sig over FOF og Folkeuniversitetet i Ribe, og her arbejder hun igennem. Samtidig må hun igennem nogle smertefyldte oplevelser med afbrudte graviditeter som følge af risikoen for tidlig barnedød. ”Jeg kunne have haft syv børn, men havde kun ét… Nu kunne det kun gå fremad, og det gjorde det.”
Torben bliver fransk konsul og den anden halvdel af bogen kan indimellem godt føles som en lidt for umage beskrivelse af et utal af møder med Dronning Margrethe og Prins Henrik, ambassadører, udsøgte gastronomimiddage og et hav af prominente fester blandt andet i privaten i Puggaardsgade, på Hotel Dagmar – ja selv i Kvickly! Fortællingerne krydres med masser af ’sidespring’ i form af finurlige, sjove og dramatiske anekdoter. Levende fortalt og med nærmest fotografisk gengivelse af de mange hændelser.
Elin Bisgaard namedropper sig igennem et hav af formelle og personlige møder med en lang række berømtheder – paven, digteren Jens August Schade, forfatteren Tom Buk-Swienty, skuespilleren Ingeborg Brahms, maleren Svend Wiig Hansen, instruktøren Klaus Hoffmeyer, balletdanser Vivi Flindt, komponisten Per Nørgaard. Nogle bekendtskaber bliver uddybet mere end andre. Især Bisgaards møde med Ingeborg Brahms i Ribe er en virkelig fin historie. De fleste kendisser støder Elin Bisgaard på gennem hendes utallige arrangementer for FOF, ballet og opera.
Der dukker heldigvis også lokale op i erindringerne. Det gælder f.eks. biskop Elisabeth Dons Christensen, folkeuniversitetets Roll Præstegaard, ’Opera Erik’, hushjælpen Miss Haigum (alias frk. Hygum), mælkehandler Petersen, arkivar Aage Andersen, Poul Anker og Lise Frederiksen, redaktør Hans Jørgensen og flere andre – både nulevende og afdøde ripensere.
Elin er en sand verdensdame. Rejserne går til USA, Kina, Afrika, Sydamerika. Midt i det hele er Torben involveret i det dramatiske eventyr med Jydekompagniet, de tre brødre, der i midten af 80’erne forsøgte at skabe en forretningssucces med salg af cykler fra Kina, men måtte så grusom meget igennem med beskyldninger om bedrageri og en langstrakt retssag med fængselsstraffe. Elin Bisgaard er tæt på begivenhederne og sparer ikke på gengivelsen af de følelsesmæssige rutsjeture bag det store forretningseventyr.
På et tidspunkt er Bisgaard-parret oppe på at eje og passe fire hjem – Ribe, lejligheder i København og ved Rivieraen samt et sommerhus på Fanø. Det er tryk på, og livet leves.
”Jeg elsker fester og ballade.” Elin Bisgaard afslører mange steder i sine erindringer en nærmest indgroet trang til selskabelighed, konversation og dans. Hun har tydeligvis stil og har læst sin Emma Gad. Dyder og gæster på rette plads. Bogens titel kan måske føles som lidt af en gåde. Nok er Elin Bisgaard ægte konsulinde, men det er ikke noget, forfatteren kommer så meget nærmere ind på – bortset fra den gentagne deltagelse i mange celebre selskaber. Hvem ved – måske er titlen bare et venligt glimt i øjet?
Elin Bisgaard omtaler sit liv i Ribe med stor respekt. Man kan mærke, at forfatteren trives, og at der er en god kemi mellem hende og byen. Elin Bisbjerg har tydeligvis været en vigtig og afgørende foregangskvinde for et udsyn og en dannelse, som Ribe har haft godt af med masser af kultur for de voksne generationer, utallige operarejser, ballet, teater, skuespil i Katedralskolen, kirkerne og mange andre steder. Elin Bisgaard nåede at arrangere 106 operarejser, mens hun var ved roret i Ribe-afdelingen af FOF.
Men man fornemmer samtidig også, at København – ja, hele verden har noget, som Ribe ikke kan byde på. Derfor foregår en stor del af bogen rundt om i Peru, Washington, Paris. Island, London – tja man kunne blive ved. Verdensdamen giver den gas. Indtil i dag har hun nået at besøge ikke færre end 34 lande.
Elin Bisgaard har utvivlsomt været en flittig dagbogsskriver, og det er der kommet denne fine erindringsbog ud af. Bogen er blevet til gennem flere år, og den er på næsten 300 sider. Værket er krydret med adskillige fotos fra familiealbummet og scrapbogen. Bisgaard fortæller sin historie helt frem til i dag. Hermed bliver læseren også involveret i de seneste dødsfald. Smukke og rørende fortællinger om både ægtemanden Torbens farvel til livet og ikke mindst forfatterens mor. Det kan afsløres, at Elin og moren forsones gennem hendes sidste tid, hvor de ender med at tilgive hinanden.
’Konsulindens erindringer’ er forførende – en smuk selvbiografi om et passioneret menneske med ambitioner og følelser for Ribe og byens borgere. Elin Bisgaard er blevet en kendt skikkelse i og udenfor byen. En personlighed, der har levet et rigt liv med store op- og nedture – sorg, smerte, fester – og ikke mindst kærlighed til livet, til kunsten, kulturen, til etiketten, de gode middage, de mange vine, til familien og forfatterens mange venner.
Bogen udgives ved et åbent arrangement på Ribes gamle rådhus lørdag den 28. oktober kl. 14.00. Her vil man kunne få bogen signeret. “Konsulindens erindringer” vil man kunne købe i Café Quedens på Mellemdammen.
