Tekst: Team Esbjerg og foto: René Jørgensen
28. august 2026.
Blue Water Dokken gør klar til første Team Esbjerg-kamp
Når opgøret mellem Team Esbjerg og København Håndbold i Bambuni Kvindeligaen bliver fløjtet i gang på lørdag, er det første kamp siden Blue Water Dokken skabte rammen om en guldfest for snart tre måneder siden.
I mellemtiden er der kommet endnu en pokal hjem til Gl. Vardevej, og derfor bør der nok snart kigges på en udvidelse af trofæskabet. For målet er naturligvis, at der kommer endnu flere til samlingen i år.
Inden det dog kan blive en realitet, kommer der til at blive spillet mange kampe i Blue Water Dokken. Og lige nu ser holdet bare frem til endelig at træde ind på det blå gulv med flere tusinde tilskuere i ryggen.
– Det bliver dejligt. Sidste gang var jo i finalen mod Odense, og vi har også lige vundet Super Cuppen. Så vi håber da på, at der kommer mange tilskuere, så vi kan få en god start på hjemmebane i denne sæson, siger cheftræner Tomas Axnér.
Det første opgør bliver mod København Håndbold, der indledte deres sæson med en snæver sejr over SønderjyskE. Holdet fra hovedstaden har altid været en modbydelig modstander, og derfor skal holdet også gå ind til opgøret med hovedet skruet rigtigt på, vurdere cheftræneren.
– Vi skal gå ind til kampen med det rigtige mindset. Vi spiller på hjemmebane, så vi skal give den gas og holde fokus på det, vi arbejder på, siger cheftræneren.
Truppen og trænerstaben er klar over, at der venter op mod 60 kampe i denne sæson, og derfor arbejder holdet med mange ting, som de skal forbedre.
Flosklen med at bygge lag på er passende, for cheftræneren gør det klart, at det ikke kommer til at handle om at vinde så stort som muligt. Det hjælper ikke holdet, når de på et tidspunkt bliver ramt af modgang senere i denne sæson. For modgang vil komme, og holdet vil være så klar som muligt, til når den opstår.
– Til hver kamp kigger vi på, hvad vi skal arbejde med, og vi kommer også til at finde noget til dette opgør. Men vi kommer ikke til at gå op i at vinde så meget som muligt. Det første mål er altid de to point, men det næste er, at vi skal blive ved med at udvikle os, så vi står klar til de store kampe, slår Tomas Axnér fast.
Nora Mørk er stadig dag til dag, og hendes tilstand vil blive fulgte nøje af klubbens sundhedstab.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen grundspilsrunde 2 mod København Håndbold lørdag den 29. august kl. 14.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Katharina Filter og Silje Solberg
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Mia Emmenegger og Marit Røsberg
Streg: Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Henriette Eggen, Line Haugsted, Helene Kindberg, Nora Mørk og Henny Reistad.








































































