Tekst & Foto: Johnny Tauman
5. januar 2022
Ribe Sejlklub havde i foråret 2020 en fuldt finansieret og fuldt gennemførlig plan for udskiftningen af broerne ved Kammerslusen. Formanden for Sejlklubben Lars Buhrkall siger til RYK IND RIBE: – Blandt andet på den baggrund indkøbte klubben for egen risiko ca. 350 m flydebroer, som var blevet til overs hos Esbjerg Søsport i forbindelse med etableringen af det nye fritidsområde på Havneøen ved Esbjerg Strand. Renoveringen af disse flydebroer er i fuld gang på et venligt udlånt areal på Industrivej i Ribe.
Priserne på råvarer steg
Men samtidigt betød Coronasituationen, at diverse myndigheders sagsbehandling og godkendelse af projektet blev betydeligt forsinket. I løbet af denne tid steg priserne på råvarer (stål, frigolit, træ) til de øvrige dele af projektet så betydeligt, at projektet endte med at være underfinansieret den dag de endelige tilladelser samt tilsagn om tilskud omsider forelå.
Endelig afklaring på ordinær generalforsamling
På denne baggrund så en ekstraordinær generalforsamling i Ribe Sejlklub i juni 2021 sig nødsaget til at trække i nødbremsen – økonomien i projektet var ikke længere på plads. Formand Lars Burkall siger om forløbet: – Det blev samtidigt besluttet, at frem til næste ordinære generalforsamling (om Coronaen vil i februar eller marts 2022) skal bestyrelsen arbejde med tre scenarier:
1) bede de potentielle leverandører om at opdatere deres tilbud til det skarpest mulige,
2) skitsere tre-fire forskellige scenarier for det videre forløb, samt
3) have en plan for hvorledes hvert af disse scenarier vil kunne finansieres. Generalforsamlingen vil så blive bedt om at træffe et valg mellem disse scenarier.
En endelig afklaring af det videre forløb kommer derfor tidligst på den kommende ordinære generalforsamling, som sagt forhåbentlig i februar eller marts.









































































