Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. august 2024

– Kunne du ikke tænke dig at komme ned til Slotsbo i Slotsgade og se hvor flot en gård vi har – og hvordan vi holder vores hus og fortov vedlige, skrev Else Fredborg Nielsen onsdag eftermiddag til RYK IND RIBE. Det blev aftalt et besøg hos Benny Rosenborg, som har boet i Slotsgade i  år. Mellem to regnbyger lykkedes det at tage et par fotos af den velholdte bygningsmasse, som mange turister vælger at fotografere, når de kommer forbi før eller efter et besøg på Slotsbanken.

16 andelslejligheder

Benny fortæller, at husene med de 16 andelslejligheder er bygget af murermester Viggo Jørgensen fra Janderup tilbage i 1999/2000. I dag er det Seem Malerforretning, som forestår vedligeholdelsesarbejder.


Inden regnen brød løs for anden gang viste Benny rundt i den velholdte baggård, som rummer både carporte og åben parkering.

Han fortalte om blomsterkrukken, som står på et ægte møllehjul – fælles møbler og ikke mindst de mange, mange blomster. – Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden med at passe vores fortov og ikke mindst gårdarealet, lyder det med et skævt smil, der suppleres med: – Slotsbo har et super sammenhold, som i år udmøntede sig i fx. en sommerfest med vinsmagning.

Benny bager selv sit brød

– Jeg bager selv mit brød til fryseren – dog ikke rugbrød, fortæller Benny, der er født i omklædningsrummet på Bispegade Skole i 1950. Som 3 årige flyttede familien til Nipsvej. Fra skoletiden på Valdemarskolen husker han bedst Frk. Favrholdt og de undervisningsmetoder, hun praktiserede.
Benny blev udlært bager i Vejle, men kunne desværre ikke tåle mel – og en allergi fik ham til at skifte erhverv. Han vendte tilbage til Ribe og fik ansættelse hos Lynddahl. – Her var jeg i i 34 år – både som værkfører og senere i produktionen.

Boede i Hviding

Benny boede i Hviding i 40 år – var gift med Susanne Rosenborg, der desværre døde alt for tidligt.


Han flyttede fra hus med stor have til Slotsbo: – Det har jeg aldrig fortrudt! Jeg skulle nok have gjort det lidt tidligere, lyder det bestemt fra Benny, der også lige får vendt nogle minder som skøjtning i isvintre på engen bag Nipsvej, gode oplevelser som lystfisker – både med søn og 6 årig barnebarn.

Tilbageblik

Endelig vendte vi lige et paradoks – nemlig, at Benny også nåede at arbejde på Bakelitfabrikken – Bachhaus, dengang Günther Bentin boede i Slotsgade med sin kone.
Snakken kunne fortsætte, men regnen var stoppet! Så RYK IND RIBE måtte videre!

Tak for snakken og på gensyn en anden god gang!