Tekst: Torben Ravnborg Nissen  Foto: Pressefoto Ribe-Esbjerg HH, tirsdag den 21. april 2026

I en pressemeddelelse skriver sportschef Jesper Holm, at 24-årige Andreas Haagen og Ribe-Esbjerg HH har lagt yderligere tre år oveni den nuværende aftale, hvilket betyder, at målmanden nu er en del af klubben mindst frem til 2030.

Andreas Haagen ser frem til fortsat at kunne udvikle sig i rammer, han sætter stor pris på:

– Jeg er superglad for forlængelsen med Ribe-Esbjerg HH, hvor jeg føler mig rigtigt hjemme. Klubben har en spændende retning, som jeg rigtigt gerne vil være en del af. Jeg tror på projektet og de ambitioner, vi har. Jeg er motiveret for at være med til at tage de næste skridt og kæmpe for endnu bedre resultater i REHH-trøjen.

– Samtidig har det haft stor betydning for min beslutning, at der er blevet skabt kontinuitet i trænerstaben. Det giver tryghed – både for klubben og for det arbejde, vi som trup lægger i puljen hver eneste dag. Oveni er det let at sætte stor pris på de mange konstruktive personligheder omkring klubben. Det gælder i den grad også fans og frivillige, som er med til at skabe noget helt særligt omkring Ribe-Esbjerg, fortæller Andreas Haagen

Sportschef Jesper Holm glæder sig over forlængelsen:

– Andreas er en dygtig målmand, som kommer med en professionel træningskultur og en stærk tilgang til hverdagen. Han bidrager positivt til samspillet i truppen og er en vigtig del af det miljø, vi ønsker at bygge videre på.

– Vi ser samtidig et fortsat markant potentiale i Andreas og tror på, at han vil lægge flere lag på sit målmandsspil i de kommende år. I trygge og stabile rammer er vi overbeviste om, at han kan fortsætte sin spændende udvikling og samtidig vokse som kulturbærer på holdet, slutter Jesper Holm

Kilde: Pressemeddelelse Ribe-Esbjerg HH