Tekst: René Jørgensen foto: Peter Lodberg
1. oktober 2024.
Tro og magt i Det hellige land
Er titlen på det næste foredrag i Ribe Antikvarisk Selskab. Et meget spændende og i særdeleshed et meget aktuelt emne nu hvor Mellemøsten igen står i flammer.
Foredraget vil søge at belyse nogle af de mange historiske, politiske og religiøse årsager til den vedvarende krig i Israel/Palæstina.
Krigen i Israel/Palæstina synes uløselig. Senest har Hamas’ massakre og Israels gengældelsesangreb og nedlukning af Vestbredden d. 7. oktober 2023 sendt chokbølger gennem hele verden. Ender det med en storkrig, nu hvor Hizbollah i Libanon også er inddraget?
Hospitaler, kirker og beboelsesejendomme er blevet ødelagt i Gaza, der ikke er større end Langeland og verdens mest folketætte område med ca. 2 millioner indbyggere. Mange er flygtninge og efterkommere af flygtninge fra krigene i 1948 og 1967.
Foredragsholderen er Peter Lodberg, tidl. Professor, ph.d. og dr.theol.
Torsdag den 10.okt kl. 19.30 på Museet Ribes Vikinger
Peter Lodberg (f. 1958) har i de sidste 25 år regelmæssigt besøgt Israel/ Palæstina på studieophold og som rejseleder. Seneste besøg i Jerusalem og Betlehem var i februar 2024. Han har udgivet en række bøger og artikler om landet og kirkerne mellem Middelhavet og Jordanfloden, fortæller Jacob Bastholm, Ribe Antikvarisk Selskab.