Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 13. november 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag anholdt og sigtet en 32-årig mand for det væbnede røveri i Matas i Brørup torsdag, der er omtalt andet sted på siden.

Manden er desuden sigtet for trusler på livet mod en 56-årig mand fra Vejen samt tyveri af en elcykel og besiddelse af 2,68 gram hash, som han havde på sig ved anholdelsen. Den 32-årige blev desuden fundet i besiddelse af koster fra et indbrud, hvilket politiet nu efterforsker.

Den 32-årige mand vil lørdag formiddag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg.

Politiet fik fredag klokken 10.10 en anmeldelse om, at en mand i sit hjem i Vejen var blevet truet på livet med en hardballpistol. En patrulje så kort efter en mand, der svarede til signalementet. Den 32-årige havde en hardballpistol på sig. Han erkendte truslerne og senere også røveriet i Brørup.