Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 21. juni

Otte unge piger ville lave teater corona eller ej. Derfor kan teatret Drakomir holde premiere torsdag d. 24. juni kl. 19.30 på en helt speciel forestilling: Tyl til tiden – et tidsbillede, skabt af Drakomirs unge hold i samarbejde med Helle Hauger og Freja Birgertoft.

Drakomirs ungehold på otte piger accepterede ikke, at coronaen skulle sætte en stopper for deres lyst til at lave teater, så da alt igen blev lukket ned efter jul i år, pressede de på for at lave teater – hvordan kunne det lade sig gøre, når man ikke fysisk måtte mødes? Længe havde de alle gået i skole uden fysisk at være til stede, så de besluttede sammen med Helle Hauger at forsøge at skabe en forestilling via nettet ved at mødes en gang om ugen på TEAMS.

– Det blev en stor udfordring at skabe i det det regi! Foruden krops- og stemmetræning skabte de HEIKU digte, en japansk digtform, som er meget enkel. Foruden kravet om at følge reglerne for HEIKU digt fik de andre benspænd: alle ord, der havde relation til corona, måtte ikke tages med! Digtene blev skabt, enkelte tekster efter samme princip blev til, og vi fik lavet en brainstorm om tanker, følelser og liv, de havde i forbindelse med det voldsomme indgreb, som corona restriktioner havde, fortæller Helle Hauger, der fortsætter:

– Da gruppen endelig fysisk måtte mødes i Drakomirs lokaler, kunne de enkelte scener skabes. Og nu er der lavet en forestilling, som ikke nævner ord, som har relation til corona, men følelser og handlinger som alle er sprunget ud fra, hvad coronaen har haft af indvirkning på hver af dem og sammen med dem resten af Danmarks unge.

Det er blevet til et koncentrat en forestilling, der varer ca. 30 min – en forestilling lille i tid, men stor i indhold.

”Tyl til tiden” – et tidsbillede, har premiere torsdag d. 24. juni kl 19.30 og spiller igen fredag d. 25. juni kl. 19.30 i teatret Drakomir i Rosenalle 3 – Entré 25 kr.

Vi overholder alle Corona regler, derfor skal man bestille billet på mob. 29 85 37 04

 

Fra venstre til højre forneden ses: Alvilde,Juliana, Marie-Louise. Foroven er det skuespillerne Emmely, Mathilde, Sigrid,Vanessa og Liva.