Tekst & Foto Johnny Tauman
27. juli 2020

Mon du kan huske, at Dannebrog vajede fra en høj flagstang på Ribe Slotsbanke. Det var smukt og var med til at sende et positivt signal til byens beboere og gæster.
Men så lige  pludselig en dag var det slut.

RYK IND RIBE har i den forbindelse fået følgende kommentar fra formanden for slotsbankebestyrelsen, Henrik Præstholm: – Ja den tidligere flagstang blev ødelagt i en storm. Måske var det stormen Bodil i 2013? Vi er for så vidt (i slotsbankebestyrelsen) indstillet på at sætte den op igen, men vil først gøre det, når vi har sikkerhed for, at det ikke er bestyrelsen, der hænger på at følge flagregulativet.

To muligheder i spil

Der er så vidt RYK IND RIBE forstår to muligheder i spil.
a) Esbjerg Kommune varetager flagningen på to flagstænger i Ribe. (Genforeningsflagstangen i Vedels Anlæg og flagstangen på Skibbroen). – Vi synes det ville være overkommeligt for kommunen at tage Slotsbanken med, lyder det fra Henrik Præstholm.
b) En gruppe i Ribe vil forsøge at danne en forening, hvis opgave det skulle være at sikre flagningen. Den proces er i gang.

Grødeslåning i august

Siv, grøde og åkander er vokset meget i voldgraven og forbindelseskanalen.  – Der er en aftale om, at der foretages slåning og opsamling af grøden i august måned, fortæller Henrik Præstholm, der ikke har ikke kendskab til overvejelser om bekæmpelse af japansk pileurt langs Stampemølle Å.