Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 16. januar

Med favnen fuld af en stor pokal, kan bagermester Mikkel Hansen, Pompei, Ribe, fortælle om den kæmpestore oplevelse, det har været at være en del af det danske landshold, der tog en 3. plads ved VM for bagere i Paris.

Mikkel Hansen og frue Bettina er netop ved hjem fra mesterskaberne, og Mikkel Hansen kan fortælle om et fantastisk set up, hvor der var arrangementer over fem dag med forskellige events.

– Selve konkurrencen varede i fire dage, og det var stort. Det er første gang, at danske bagere er kommet på podiet, og det er 12 år siden, vi sidst var med, fortæller Mikkel Hansen, der i øvrigt kan glæde ripenserne og andre med, at nogle af de brødsorter, der gav Danmark tredjepladsen, i løbet af næste uge vil kunne købes i forretningen i Saltgade.

– Det var en fantastisk oplevelse at være sammen med alle de bagere fra hele verdenen, og vi snakkede bl.a. med det hollandske og det franske hold, der var glade for, at det var et europæisk hold, der også kom på podiet efter Kina og Japan, der blev et og to. Normalt er konkurrencen domineret af Asien.

– Vi kender bagerfaget fra Danmark, men i Asien er det hypet på en helt anden måde, og der er store sponsorer, der står bag holdene. De får alt udstyret betalt, og de bliver købt fri fra deres arbejde i op til et år, hvor de kan træne, fortæller Mikkel Hansen.

Selv har han været i ”træningslejr” i Ringsted siden den 2. december.

– Jeg var lige hjemme og klare en 18 års fødselsdag og så julen, men ellers har jeg været i Ringsted sammen med det øvrige hold, lyder det fra den lokale bager.

Det er første gang, Mikkel Hansen har været på landsholdet, men han har tidligere vundet en lang række konkurrencer. VM holdes hvert fjerde år, men Mikkel Hansen regner ikke med at skulle afsted næste gang som aktiv bager.

– Der er en regel om, at man kun må være med en gang, men jeg håber da at blive tilknyttet som coach, fortæller Mikkel Hansen, der nu holder fri fra det hjemlige bageri indtil i weekenden, hvordan igen står på arbejde i Pompei.

Fakta

Ud over Mikkel Hansen udgjorde Siri Pallesen og holdkaptajn Asger Hansen det danske hold.

De skulle lave brød med surdej, baguettes og variationer af baguettes, økologisk brød, aromatisk brød, en hemmelig udfordring og næringsberegninger.