Tekst: Renè Jørgensen , private fotos
21. januar 2026.

Æ Hal i Roager dannede for i aften rammen om et velbesøgt og spændende foredrag med Vlado Lentz, en af Danmarks mest kendte politibetjente. Hele 280 mennesker var mødt op for at høre den erfarne færdselsbetjent fortælle om sit mangeårige arbejde i politiet og sine oplevelser fra de danske veje.

Vlado Lentz er kendt af de fleste som den markante betjent fra tv-programmet Politijagt på Kanal 5, hvor han har medvirket siden 2009. Programmet har gjort ham landskendt og givet danskerne et unikt indblik i politiets hverdag. Under foredraget i Roager viste han flere klip fra udsendelsen og analyserede hændelserne, hvilket gav publikum et både underholdende og tankevækkende indblik i politiets arbejde.

Med 40 års jubilæum i politiet i år har Vlado Lentz oplevet det meste. I mere end 30 år har han patruljeret de danske veje – enten i patruljevogn eller på politimotorcykel – med fokus på trafiksikkerhed. Han fortalte levende om møder med bilister, cyklister og andre trafikanter og lagde ikke skjul på, at han stadig kan forbløffes over, hvor ubetænksomt nogle opfører sig i trafikken.

Foredraget bar tydeligt præg af Vlados store engagement og passion for sit arbejde. Publikum blev både underholdt og mindet om vigtigheden af ansvarlig adfærd i trafikken. Arrangementet stod sportsklubben KVIK 70 for, og det var Susanne Høy og Charita Schneider, der takkede ved afslutningen de mange fremmødte for den store opbakning til aftenen.