Tekst & Foto Johnny Tauman
14. marts 2019

Når forpagterparret Marie og Xavier fra V. Vedsted Vingaard skal køre deres sammenbragte børneflok – Marie har 3 drenge og Xavier har 2 piger – i daginstitutioner og skoler om tirsdagen, skal de bruge 1 time om morgenen – og tilsvarende om eftermiddagen.
Fra bopælen mellem V. Vedsted og Egebæk går turen i ”bus” til Vadehavsskolen, daginstitutionen Børnebo, Vittenbergskolen, J. A. Riis Børnehave og ”Riberhus Privatskole.”
”Vi hygger os undervejs og bruger den tid, der skal til”, fortæller Marie til RYK IND RIBE .

Udvider åbningstiden

Det gastronomiske spisested på V. Vedsted Vej 64 udvider åbningstiden i sommerhalvåret fra medio maj til ultimo september ved også at have åbent torsdage fra kl 12.00-16:30 samt også til 21:30 på fredage.
I vinterhalvåret kan man besøge restauranten fredage 12:00-16:30, lørdage 12:00-21:30 og søndage 10:00-16:30.

Ny aftale med naturguide

Der er truffet aftale med naturguiden Asbjørn, som 13. april skal skabe sammenhæng mellem natur – kultur og gastronomi. Arrangementet begynder kl. 10:00 – og indbefatter en vandretur på godt 9 kilometer.
Desuden er planlægningen med musiske aftner – d. 2. fredag i hver måned – i gang. Fredag d. 12. april spiller to kvinder jazz – for 4. år giver Helle Møller og Catrine en intim koncert. Husk tilmelding!

Familien arbejder professionelt

Når snakken går mellem Marie og Xavier opstår der nye veje og nye muligheder i Vingården, hvor også Maries forældre er med til at kvalificere stedet med en stor professionel produktion af drikkevarer samt salg af sæbeartikler, Dalarheste og andre svenske varer.