Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 7. september

Østrigske vine er ikke de mest kendte i Danmark, men rent faktisk er der mange og interessante vine fra alpelandet. Og tirsdag den 15. september bliver der mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af Østrigs bedste vine.

Det er Cafe Quedens, der holder vinsmagning i samarbejde med vinimportør Bent Havgaard, Thyholm, der i fem år har importeret østrigske vine.

Bent Havgaard samarbejder bl.a. med det østrigske vinhus Weingut Mehofer, hvor der siden 1709 har været dyrket vin. I dag er det 10. generation i form af et søskendepar, der står for produktionen, og den ene af de to søskende, Judith, er netop i landet og vil præsentere sine vine på Cafe Quedens, hvor der serveres en tre retters gourmetmenu til.

I disse corona-tider bliver der tale om et relativt lille, intimt arrangement. Billetter kan købes på Cafe Quedens.