Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 21. november.

Selv om vejret ikke var det bedste til udendørs aktiviteter, gjorde det ingen skår i glæden, da billedhugger Lis Andersen i dag præsenterede sin Skulpturkalender 2020 ved bopælen Mellemdammen 22.

Normalt præsenteres Skulpturkalenderen ved et åbent hus-arrangement i Lis Andersens og gemalen Ole Videbæks værksted yderst på Tangevej. Et arrangement der plejer at være lidt af et tilløbsstykke. Men som så meget andet, satte Corona en stopper for det, og i stedet var der ”åbent vindue” på Mellemdammen.

Her præsenterede Lis Andersen igen sin kalender i form af 25 små skulpturer, og lad det være slået fast med det samme: det er 25 unikke, smukke og meget spændende skulpturer, der på hver sin måde taler til beskueren.

Lis Andersen og Ole Videbæk havde gjort meget ud af at skaffe de rigtige rammer om den noget utraditionelle fernisering. Der var sat teltpavilloner op, så gæsterne kunne stå i tørvejr og ovenikøbet sidde og nyde en gløgg og småkager, som værten bød på. Også levende ild i to bålfade var der sørget for, og alt i alt gav det en rigtig god stemning midt på en ellers grå og regntung dag.

Lis Andersen og Ole Videbæk kunne da også glæde sig over en stor tilstrømning.

– Jeg havde ellers mine betænkeligheder ved dette arrangement. Fredag var vejret jo rigtig godt, men lørdag blev det skidt. Jeg tænkte: hvad er det, jeg har kastet mig ud i, men heldigvis har der været fin tilstrømning, og jeg har solgt rigtig godt, konstaterede Lis Andersen midt på dagen.

Skulpturerne kan i december ses i vinduerne ved indgangsdøren til ejendommen Mellemdammen 22.

De unikke og flotte skulpturer

Der var tid til et glas gløgg og ly fejr vejret