Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 7. januar 2024
En motorbåd, der var opbragt på land for vinteren, udbrændte, og Trojelsvej i Ribe blev en kort overgang spærret for trafik natten til søndag, da der gik ild i båden. Båden lå tæt på en villa, men det lykkedes Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe at redde huset fra ilden.
Ingen personer kom noget til ved branden.
Det var forbipasserende, der opdagede, at det brændte kraftigt i båden, og de fik hurtigt alarmeret brandvæsnet, der i følge vidnerne til branden meget hurtigt var fremme.
Da brandvæsnet kom frem, var båden overtændt, og den stod ikke til at redde. I første omgang koncentrerede brandfolkene sig om at hindre ilden i at brede sig til huset, da strålevarmen var meget voldsomt. Ved at køle huset ned med vand, lykkedes det at stoppe antændelsen. Strålevarmen var dog så stærk, at det yderste lag glas i termoruderne ud mod den brændende båd sprang.
I skrivende stund er brandårsagen ukendt. Den udbrændte båd er afspærret med politibånd, hvilket betyder, at ingen må komme til brandstedet, idet brandårsagen skal nærmere efterforskes.