Tekst og fotos: Renè Jørgensen
2. maj 2022.
Vikingemarked i høj solskin
Torsdag i sidste uge åbnede vikingemarkedet på Lustrupholm, og med godt vejr i weekenden var der mange besøgende. Denne uge byder også på mange aktiviteter og på parkeringspladsen er der mange udenlandske køretøjer. Det er dejligt se. Hollænderne holder ferie nu, og man kunne egentlig godt frygte lidt, at de stigende energipriser kunne holde hollænderne hjemme, men det er ikke tilfældet.
Det er da også en tilfreds Diana Bertelsen, presseansvarlig og med ansvar for markedsføring, der kan fortælle om mange besøgende. Blandt de 900 besøgende i dag, var der mange hollændere, tyskere, og så var der endog gæster fra USA.
Det internationale vikingemarked på Ribe VikingeCenter har været lukket ned de sidste to år, men nu er der igen en mulighed for at opleve fantastiske dage med vikinger, håndværkere, krigere, bueskyttere, ryttere, gøglere m.fl.
Falkonershowet trak mange til, og både børn og voksne så det imponerende show, hvor tilskuerne blev guiden gennem showet. Man kunne med spænding se og høre om falkenes liv og jagt.
Det giver et sug i maven, når falken styrtdykker blandt publikum for at lande på falkonerens udstrakte arm og få sin velfortjente belønning: en saftig kødluns.
På vikingemarkedet kan man opleve en unik markedsstemning. Dufte af røg, mad og heste, og vinden, der bærer lyden af fremmede tungemål og brølende vikinger hen over pladsen.
Markedet slutter på søndag.

Flot show og dygtig formidling om falkenes liv. Falkene der bruges på Ribe Vikingecenter, er alle udenlandske fugle.

præcision og sikkerhed hører med til arbejdet

Denne lille hollandske knægt havde travlt med at få gode feriebilleder med hjem. Den “unge svend” bruger NIKON, et rigtig godt valg.

Der var god underholdning på markedspladsen

Der skal være tid til en hyggelig sludder. Det lød hollandsk og for de gæve vikinger var det vist ikke det første besøg på Lustrupholm.

Det er altid rart at prøve og smage noget nyt, og det så da også ud at gæsten syntes godt om de gyldne dråber.









































































