Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 27. april 2026
I strålende sol og med kø ved indgangen slog Ribe VikingeCenter mandag dørene op for en ny sæson. Det skete også med åbningen af et internationalt vikingemarked, som traditionen byder.
Som vanligt var der kommet mange handlende vikinger til. De etablerede sig allerede i løbet af weekenden med deres boder og gensynsglæden mellem de mange gengangere var stor.
Som leder af vikingecenteret, Christin V. Clausen sagde, er det jo første gang efter en lang vinter, at de mødes igen og kan vise de ting, de har siddet hjemme og lavet i vinterens løb, og som nu er til salg på markedet.
Den første weekend er også en arbejdsweekend, idet der er tradition for, at vikingerne hjælper med forhåndenværende opgaver. I år gjaldt det således reparation af en bro.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lederne af vikingecenter Chritin V. Clausen og Mikkel Fisker Laursen er klar til en ny sæson
Som tidligere omtalt byder vikingecenteret på en stor nyhed i denne sæson, nemlig Ringborgen, der officielt indvies på torsdag eftermiddag.
Men der kommer hele tiden nye ting til i centeret, og en af denne sæsons nyheder er ”sansehaven”. Den består af en lille bygning, og rundt omkring er det meningen, at et stykke vild natur skal vokse op. Desuden rummer sansehaven en labyrint af plantet pil, som netop nu i foråret er ved at blive grønt, og når bladene helt lukker for indsigt eller udsigt fra labyrinten, skal den for dem, der færdes i den, give indtryk af, at de er i en pileskov.
På åbningsdagen var der masser af tilskuere, og lige som der er mange udlændinge blandt vikingerne, var der også mange blandt publikum, der talte andre sprog end dansk.
Der er da også noget at komme efter på markedet, hvor der kan prøves bueskydning, møntslagning, snitteaktivitet, lære vikingelege, sl trædyvler, træne med sværd og skjold med mere, ligesom der er mulighed for at overvære en gøglerforestilling eller et falkonershow.
Flere billeder under dette:

Sansehaven med en ny pilelabyrint


Dagens gæster blev budt velkommen af sprøde toner på fløjte.








































































