Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 3. september
Mange mennesker, der færdes ved Ribe Å, vil i dag, fredag, få et sjældent syn. En kopi af et vaskeægte vikingeskib sejler på åen som led i TV-optagelser til en dokumentarudsendelse om vikinger.
Vikingeskibet blev søsat fredag formiddag ved sejlklubbens slæbested, og det blev af den gamle redningsbåd Viking, trukket ud til Kammerslusen og ud i Vadehavet, hvor nogle af optagelserne foregår.
Viking ejes i dag af Niels Toft og havde Niels Grün som skipper og Peter Rasmussen som gast under sejladsen.
Selve optagelserne er omgærdet af stor hemmelighed. På vikingecentret i Lustrup må man ikke fortælle
noget om optagelserne, og de folk, der var med under sejladsen, var heller ikke videre meddelsomme.
Så vidt Ryk Ind Ribe erfarer, er der dog tale om et tysk filmhold, der foretager optagelserne, ligesom det vikingeskib, der blev brugt, kom til Ribe på en tysk trailer trukket af en tysk bil med nummerplader fra Hamborg.











































































