Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 1. april 2022

– Det er vigtigt at se på, hvor vi kommer fra, for vi kan altid lære af fortiden. Det er vigtigt at værne om det, der er fortid, men som har en betydning for fremtiden.

Bl.a. med disse ord indviede borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) den nye bygning ved Egebæk-Hviding Aktivitets- og Sportscenter, som nu rummer Hviding Sognearkiv. Og dermed er en lang proces til ende. Den startede i 2016, da byrådet besluttede at sælge Egecentret, hvor arkivet havde til huse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgmesteren klippede den røde snor

Og resultatet er blevet en bygning, der falder godt i med det oprindelige center, og som ud over lokale til sognearkivet rummer et depotrum og en forbindelsesgang, der kan bruges til udstillinger.

Og hvis nogen skulle forledes til at tro, at et lokalarkiv er en støvet affære med rækkevis af reoler med arkivalier, så er virkeligheden en anden. I dag gemmes tingene elektronisk, og det bærer arbejdsbordene i det nye sognearkiv præg af. De store skærme står side om side og giver plads til arbejdet med at arkivere og bevare nutiden for eftertiden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anne Lorenzen i midten forklarede om lokalarkivet

Arkivleder Anne Lorenzen bød velkommen og nævnte det store arbejde, der er gået forud. Hun takkede Esbjerg Kommune og flere fonde for bidrag, ligesom hun takkede en række lokale ildsjæle for deres indsats nemlig Henrik Mortensen, der har været tovholder på byggeriet og levet med støv i byggeperioden, samt kasserer i arkivet, Jytte Knudsen, uden hvem der ifølge Anne Lorenzen ikke ville være noget lokalarkiv.

Og netop de frivillige og ildsjælene i hele kommunen fik et borgmesterligt skulderklap, da Jesper Frost Rasmussen i sin tale sagde, at kommunen er meget glade for disse ildsjæle: – De er en stor gevinst for livet og fællesskabet.

Peter Ravn glædede sig over det nye arkiv og nævnte, at hele ideen bag kultur- og aktivitetscenteret netop var, at flere skulle have glæde af centeret, og det er jo opfyldt med arkivets indflytning.

Hans Jørgen Dichmann fra lokalarkiverne i Esbjerg Kommune nævnte i sin lykønskning, at lokalarkiverne har forankring i det lokale, men de kommer ud i hele verdenen.

Fra Norlys Vækstfond ønskede Susanne Nielsen, Ribe, tillykke med projektet, og nævnte at energiselskabet gerne vil give noget til lokalsamfundet bl.a. gennem vækstfonden.