Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, onsdag den 12. oktober 2022
Det handler om, at de unge lærer arbejdsmarkedet at kende, så de dels har mulighed for at få et fritidsjob og dels kan fatte interesse for en lærlingeplads.
Og at dømme ud fra tilslutningen til den fritidsjob- og lærlingemesse der onsdag var arrangeret i Ribe Fritidscenter med virksomhedskonsulent Peder Tørnqvist fra Jobcenteret som primus motor, er der ingen tvivl om, at missionen lykkedes, og at der blev skabt mange nye kontakter mellem unge og arbejdsgivere.
Hvor mange, der konkret fik en lærlingeplads eller et fritidsjob, kan kun tiden vise, men som borgmester Jesper Frost Rasmussen sagde i sin åbningstale, var der 16 af de 48 virksomheder, der var med på messen, som havde et konkret tilbud om en lærlingeplads, mens 12 ud over de 16 løbende søger lærlinge.
Opfordrede til et fritidsjob
Borgmesteren opfordrede kraftigt de unge mennesker til at få et fritidsjob og understregede mulighederne af, at man efter 9. eller 10. klasse kan få en lærlingeplads: – Så kommer der selvfølgelig et skoleforløb efterfølgende. Men det kan være en rigtig god måde at starte på.
Borgmesteren sagde videre bl.a.: – Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god ide at tage sig et fritidsjob. Det er rigtig godt for selvtilliden. For ud over at et fritidsjob er med til at forberede jer på jeres arbejdsliv som voksne, så giver et fritidsjob jer også nye kompetencer og erfaringer. Det kan ingen tage fra jer.
Borgmesteren roste i øvrigt arrangørerne og de mange virksomheder, der var med, og takkede for indsatsen med at få messen arrangeret. Det gælder kommunens erhvervsplaymakere, Fritidsjob og Jobcenter. En stor operatør indenfor området, læreplads Centret hos Rybners ønskede ikke at være med.
Op mod 400 kom
Mellem 300 og 400 unge i alderen 14-20 år fra områdets skoler og uddannelsesinstitutioner besøgte i løbet af onsdagen messe.
Og en snak med både de unge mennesker og arbejdspladserne viste, at der var tale om en stor succes.
De unge mennesker fandt det generelt spændende at møde de mange virksomheder og få et indblik i, hvad de remedier, som virksomhederne havde medbragt, nu også skulle bruges til.
(Teksten fortsætter under billedet)

Laura med hammeren vælger nok lægegerningen frem for tømrerarbejdet.
Som Laura Andreasen fra Vester Vedsted, der var travlt optaget af at slå søm i en stor huggeblok hos Damhus Tømrer og Snedker.
– Skal du så være tømrer?
– Nej, jeg tror, jeg skal være læge.
– Men er det fint med sådan en messe?
– Det er meget fint og sjovt, lød det fra Laura.
Lærling blev produktionsleder
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mogens Haugaard startede som lærling og er i dag produktionsleder.
Produktionsleder Mogens Haugaard, Logitrans, er en af dem, der kan fortælle om, hvad en lærlingeplads kan medføre. Han startede i 1984 som lærling og er i dag produktionsleder i firmaet.
– Og jeg er den af de lærlinge, der blev efter endt læretid, som har været længst tid i firmaet, fortæller Mogens Haugaard.
– Jeg har været med i alt i firmaet. Jeg har fået lov til at arbejde med det, jeg ville, selvfølgelig indenfor firmaets interesser, fortæller Mogens Haugaard, der også roser den ånd, der hersker i virksomheden.
– Der er rigtig mange, der har været her i mere end 25 år. Vi er en stor familie, og det skyldes den ånd, som familien Pedersen har skabt og som fortsat eksisterer.
– Man ser jo ofte at kulturen eller ånden forsvinder, efterhånden som firmaet udvikler sig og bliver større?
– Det er ikke sket på Logitrans. Det kræver selvfølgelig, at der er nogle kulturbærere, og sådan en er jeg beskyldt for at være. Jeg retter mig stadig efter, hvad Erling (den tidligere indehaver Erling Pedersen. Red.) sagde, og nu er det Gitte (administrerende direktør og medindehaver Gitte Kirkegaard. Red) der fører det videre. Ånden er bevaret.
– Har i lærlinge og ungarbejdere?
– Vi har i øjeblikket syv lærlinge inden for alle områder både i administration og i produktion. Det er det højeste antal, vi har haft. Ungarbejdere kan vi desværre ikke have. Det ligger vi for langt væk fra Ribe til, for når de unge er færdige med skolen og kan komme ud til os, er vi gået hjem, og de unge må ikke gå alene på virksomheden, fortalte Mogens Haugaard.
Allan Glargaard fra Damhus Tømrer og snedker var også en af de mange arbejdsgivere, der fik en snak med de unge: – Det er meget vigtigt, at vi får fat i de unge mennesker. Vi skal ud og ”sælge” faget, så vi kan få de unge ind i faget og fortsat få arbejdskraft.