Tekst & Foto Johnny Tauman
11. juni 2019

RYK IND RIBE har stillet spørgsmål om vedligeholdelsen af Slotsbanke området – specielt vandområderne – til bestyrelsen for Riberhus Slotsbanke. Vi kan her bringe svarene, som formanden Henrik Præstholm har udarbejdet sammen med den øvrige Ribe-del af bestyrelsen.

Geografien og Fonden

Riberhus Slotsbanke med omgivende engarealer begrænset af Ribe Vesterå og Stampemølle Å tilhører den selvejende fond af samme navn. Fonden ledes af en bestyrelse som består af fire Ribe-borgere, formanden for Fredningsnævnet og en repræsentant fra Nationalmuseet. Fonden refererer til foreningen Gammelt Præg, som viderefører Ribe Turistforenings bevaringsopgaver.

Vandspejlet lukker sig omkring hjørnerne

Fredningsbestemmelser

Selve borgbanken og voldgraven med tilgrænsende forvolde er fredet som fortidsminde i henhold til Museumsloven, som sorterer under Kulturministeriet. Dele af fortidsmindet og hele engområdet mellem Omfartsvejen og Ribe by er omfattet af en fredning i henhold til Naturbeskyttelsesloven.

En årlig skæring af tagrør

Pleje af det fredede fortidsminde påhviler Esbjerg Kommune og foretages af kommunens Teknik- og Miljø afdeling. Afdelingen har i relation til vandarealerne de seneste år foretaget en årlig skæring af tagrørsbevoksningerne og fjernelse af det afskårne materiale.

Godt samarbejdsklima

Der afholdes et årligt møde mellem slotsbankebestyrelsen og kommunens ansvarshavende, hvor man drøfter de løbende pleje- og vedligeholdelsesarbejder. Bestyrelsen er generelt godt tilfreds med samarbejdet med kommunens driftsfolk.

Forbindelseskanalen er næsten lukket helt til – og vegetationen i voldgraven er i kraftig vækst

Overvejelser ift. øget genvækst

Ved det seneste møde drøftede man tilgroningen af voldgravene og forbindelseskanalen. Det blev aftalt, at kommunen ville overveje, hvad der vil kunne gøres for at holde de frie vandflader. Der er tilsyneladende sket en øget genvækst af tagrør langs voldgravenes bredder og tillige i hele forbindelseskanalen. Der er muligvis en sammenhæng mellem vandstand og tagrørsvækst. Der vil ikke kunne foretages mere vidtgående oprensningsarbejder uden tilladelse efter Museumsloven.

Vandstanden suppleres med åvand

Slotsbankebestyrelsen har ansvaret for opretholdelsen af vandstanden i voldgravene. Det er ikke nogen enkel opgave, idet vandstanden i voldgravene varierer i nær takt med vandstanden i Ribe Vesterå.
Vandstanden i åen er især lav i sommerhalvåret med længere tørkeperioder og østlige vinde. I disse perioder bliver der efter behov pumpet vand fra åen op i voldgravene med en eldrevet pumpe, der står ved å-bredden tæt ved sejlklubbens hus.

Økonomi

Udgifterne hertil er fondens væsentligste udgift.
Fondens indtægter kommer overvejende fra udleje af de i alt 43 kolonihaver, der fra gammel tid ligger på dele af fortidsmindet og de tilgrænsende arealer.

Hjemmesiden

Henrik Præstholm siger afsluttende: ”På hjemmesiden vil det være muligt at finde generelle oplysninger om fonden. I forhold til sammensætningen af bestyrelsen er der en enkelt ændring, idet Nationalmussets repræsentant er gået på pension”.

Link:  www.riberhusslotsbanke.dk