Tekst & Foto: Johnny Tauman
22 februar 2021
– Jeg skal have møde med provsten i den kommende uge, fortæller formanden for menighedsrådet for Spandet og Roager sogne Carl Schneider og uddyber: – Her vil vi bla. skulle snakke om salget af præstegården på Vestermarksvej i Roager. Det er provsten, der skal give grønt lys hertil.

Formand Carl Schneider roser sit nye menighedsråd
Carl Schneider oplyser til RYK IND RIBE, at det stadig er EDC, som skal sælge præstegården, hvilket også fremgår af skiltningen. Men først skulle menighedsrådet sikre, at der var fundet et sted til sognepræst Therese Bering Solten og konfirmanderne. – Den opgave er løst, så der er intet til hindring for salg, lyder det fra formanden.
Der har været afholdt menighedsrådsmøde. – Vi er 8 personer, hvoraf de 4 er nye, fortæller Carl Schneider: – Det er nye vilkår, da der er to sogne, efter at de to tidligere menighedsråd nu er slået sammen til et.
Carl fik ret i sine forudsigelser med hensyn til at skabe et fantastisk menighedsråd med engagerede medlemmer. – Og så har vi jo en lige så fantastisk præst i Therese, som har mange ideer og projekter. Vi skal lige lære hinanden og vore planer at kende, lyder den afsluttende kommentar.
RYK IND RIBE ønsker held og lykke med salget, så visionerne om et ny samlingssted ved Roager kirke kan blive til virkelighed









































































