Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 17. februar 2026

Vestjysk Orgelfestival er en tilbagevendende begivenhed, og i år holdes åbningskoncerten i Sct. Catharinæ Kirke på lørdag den 21. februar klokken 15. Erik Kolind sidder ved tangenterne, og han ved, om nogen, hvordan et orgel skal trakteres. På programmet vil der bl.a. være Viernes 2. orgelsymfoni samt improvisation.

Erik Kolind er uddannet i kirkemusik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og med debut fra den tilhørende solistklasse. Han har endvidere studeret musikteori og improvisation ved Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris. Han har tidligere været 2. organist og producent i Holmens Kirke og har siden 2016 været organist i Store Magleby Kirke på Amager. Til daglig underviser han også på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i liturgisk orgel og improvisation.

Der er gratis adgang og et glas bagefter.

Vestjysk Orgelfestival foregår den sidste uge i februar og den første uge i marts. Det r en række kirker i Ribe, Varde og Esbjerg, der er gået sammen om at arrangere festivalen, og der gives ikke færre end 12 koncerter rundt om i de respektive kirker under festivalen.

Om orglets betydning siger festivalens protektor, biskop Elof Westergaard bl.a.: ”Orgelmusikken er på bedste vis med til at understøtte søndagens gudstjeneste og de mange kirkelige handlinger. Orglet er et imponerende instrument med musikalsk rige muligheder.  Orgelfestivalen er en kærkommen lejlighed til netop at tydeliggøre, hvad orgel kan, og hvor dygtige landets organister er”