Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 20. august

Spillestedet Termansen byder fredag d. 3. september på en helt unik oplevelse, hvor en spændende koncert kombineres med lige så spændende mad.

Den helt unikke trio Azulejos besøger den fredag Termansens. Arrangementet starter kl. 18 med en lækker tapasanretning fra Café Quedens, der bl.a. byder på Albondigas (kødboller i tomatsovs), to slags oste, store saltmandler, oliven, brød, sødt og meget, meget mere. Det hele er inkluderet i prisen.

Trio Azulejos består af tre topprofessionelle musikere (Jael Nordbek Azoulay: vocals, Dalia Faitelson: guitar, backing vocals, arrangements, Lisbeth Diers: percussion), som gennem deres egne arrangementer giver et moderne udtryk til de dramatiske og poetiske sange fra andalusisk jødisk folkemusiktradition.

Der synges på sproget ladino (jødisk spansk), og gruppens lyd afspejler medlemmernes baggrunde i jazz/folk. Musikken krydres med orientalske toner og et ekko af flamenco. I maurernes Andalusien havde jøderne stor social og kulturel indflydelse. Men da landet blev kristnet i 1492, måtte de konvertere eller flygte. Ladinomusikken har bevaret et folks historier og kendskabet til et truet sprog, som nu kun tales af ganske få. Teksterne fortæller om et liv i eksil, en ondskabsfuld søster, en menneskelig kamel, et hittebarns vrede og forpurret kærlighed.

Azulejos er det eneste orkester, som spiller ladino i Danmark. En genre, der internationalt set har fået en gevaldig opblomstring de seneste år. Trioens medlemmer har turneret verden tynd, modtaget en jazz grammy og været nomineret til utallige priser som Danish Music Awards (DMA) Jazz og World og Årets Komponistpris. Arrangementet gennemføres med støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje.

Pris: 325 kr. inkl. tapasanretning fra Café Quedens før koncerten.

Køb billet via Termansens hjemmeside: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/dfqc451qve