Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto pressefoto, mandag den 20. maj

Med under to måneder til Verdensballettens turnestart og optræden i Ribe, kan lederen af Verdensballetten, Jens-Christian Wandt, nu præsentere kunstnerne på denne sommers Verdensballet.

To nye navne er med, men da Verdensballetten har to turneer, en i juli og en i august, er det kun den ene nye kunstner, der kan opleves, når Verdensballetten giver forestilling i kunstmuseets have den 12. juli.

Det nye navn i Ribe er Yasmine Naghdi.

Yasmine Naghdi høstede store roser for sin fortolkning af Julie i balletten Romeo & Julie på The Royal Ballet of London. Hendes kollega, Anna Rose O’Sullivan, er også ny på holdet men med på turneen i august. De er begge uddannet på Royal Ballet School i London med en stor international karriere.

Rollelisten byder ellers på gamle kendinge både inden for opera og ballet.

Om den kommende forestilling siger lederen, Jens-Christian Wandt:

– Årets nye kunstnere præsenterer sammen med velkendte navne som Lana Salenko, Steven McRae, Federico Bonelli og Yehemiah Kish et ægte Verdensballet-program med kendte værker, moderne trin og helt nye værker specielt til årets forestilling. Det bliver en fest, hvor rammer, kunst og stemning går op i en højere enhed.