Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen. Fredag den 12. juli.
Det var kunst i verdensklasse, og det var en fantastisk oplevelse at se og høre Verdensballetten på sådan en en lidt blakket sommeraften i kunstmuseets have.
Selv om vejrguderne ikke var arrangørerne mildt stemt, blev det alligevel en fantastisk oplevelse i selskab med verdenskunstnere og en række dedikerede og engagerede mennesker.
Med stående applaus hilste publikum af med kunstnerne, og det var fuldt fortjent, at de fik dette bifald.
Fredag ved middagstid var der tvivl om, hvorvidt arrangementet kunne gennemføres i museets have eller skulle flyttes til Ribe Fritidscenter. Klokken 16 styrtede det ned, men heldigvis havde arrangørerne is i maven, og da publikum så småt begyndte at indfinde sig, var det tørvejr.
Det er ganske enkelt noget særligt at nyde forestillingen under fri himmel og med træerne som idyllisk baggrund, men rågernes skræppen i baggrunden kunne vi godt have undværet.
Det holdt næsten tørt under hele forestilling. En sort sky med en kortvarig regnbyge fik dog folk til at finde regntøjet frem, og på scenen måtte programmet ændres, for balletdanserne kunne ikke danse på en våd scene.
Sangere og musikkere klarede sig med paraplyer, og flyglet blev dækket til med en grøn presenning.
Som sanger og konferencier Jens-Christian Wandt sagde: har i lagt mærke til den smukke udsmykning af flyglet? Det er vel et kunstmuseum, vi er på.
Arrangørerne forstod at improvisere, så det hele gik op i en højere enhed.
Under bygen var der sang og musik, og da det klarede op, var der en kort pause, hvor scenen blev tørret af, og så bød resten af aftenen på fantastisk ballet i både klassisk og moderne form.
Netop det, at der måtte improviseres gjorde, at der blev tid til kvikke og muntre bemærkninger. Det gik ikke ud over det kunstneriske, men det gjorde ikke aftenen mindre underholdende.
850 mennesker – og af dem var de 150 spisende – havde fundet vej til kunstmuseets have, og de fik en fantastisk oplevelse.
Det er umuligt at fremhæve nogle kunstnere fremfor andre. De var alle brillante hver på deres felt.
Det var Verdensballetten, det var stifteren af Verdensballetten, operasanger Jens-Christian Wandt, det var verdenskunstnerne, det var kunstmuseets direktør Dagmar Warming og cafeejer Lise Frederiksen, Cafe Quedens, som de lokale arrangører, det var en masse scenefolk og frivillige, der gjorde det hele muligt. Det var ganske enkelt kunst i verdensklasse.
