Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen. Lørdag den 30. november
Så ligger det helt fast, at Verdensballetten igen gæster Ribe.
Det sker den 30. juli, hvor forestillingen begynder klokken 19.30.
Det er som vanligt sopran Jens-Christian Wandt, der har samlet nogle af de dygtigste kunstnere både inden for sangens, musikkens og ballettens verden, og som han drager på turne med rundt i Danmark.
I Ribe optræder Verdensballetten i Kunstmuseets have i et samarbejde mellem Jens-Christian Wandt, kunstmuseet og Quedens gård, der også leverer en picnic-kurv til de interesserende.
Kunstmuseets have åbner to timer før forestillingen, og de, der bestiller en picnic-kurv, får den udleveret i havens madtelt, ligesom der kan købes drikkevarer i haven.
Det endelige program for næste års forestilling er endnu ikke offentliggjort, men der er ingen tvivl om, at der er lagt op til en stor oplevelse. De år, Verdensballetten tidligere har optrådt i Ribe, har det været for fulde huse.
Billetsalget starter søndag den 1. december på Verdensballettens hjemmeside.









































































