Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 7. november 2025
Der bliver rig mulighed for at tale politik i morgen, lørdag i Ribes gader. I hvert tilfælde dukker blå bloks kandidater til det kommende byrådsvalg op i den indre by, idet gruppen er på en tur rundt i hele kommunen.
Turen starter i Esbjerg, og herfra går det med tog til Ribe, hvor politikerne er klokken 9,30. I en times tid vil politikerne gå rundt i byen, hvorefter toget igen tages. Denne gang for at køre til Bramming, og når der er talt i politik, går turen igen videre med tog til Esbjerg, hvor deltagerne også vil gå en tur rundt i byen og tale politik med folk.
– Nogle af os starter i Esbjerg, og når vi kommer til Ribe, støder de lokale kandidater til. Det er jo ikke sådan, at de først kører til Esbjerg for at returnere med det samme, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, der selv er med på turen.
Valgforbundet er indgået mellem Liberal Alliance, Danmarks Demokraterne, Radikale Venstre, Konservative og Venstre. Et valgforbund indgås populært sagt for at undgå spild af stemmer.











































































