Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 8. april 2024

Et usædvanligt venskab har efterhånden vist sig at bestå, selv om mange af vennerne er spredt over et større geografisk område.

Det hele startede, da de i dag modne mænd var drenge og spillede fodbold i Jernved. Den gang opstod der et venskab, som har holdt lige siden, og i tidens løb er venskabet blevet udvidet med endnu flere drenge/mænd, så gruppen i dag tæller 16.

De mødes fire gange om året rundt om i landet, hvor nu medlemmerne bor. Det er den, der får overdraget arrangementet af næste fast, der bestemmer hvor den skal holdes. Og typisk er det i den by, hvor arrangøren bor. Næste gang skal festen stå i Kolding. Men forleden var de 16 deltagere i Ribe, hvor de på Hotel Ribe nød stedets gode frokost alt imens, at der blev udvekslet gamle minder og den ædle raflesport blev dyrket.

Da det blev Ribedrengen ”skiltesøren” alias Søren Schmidt Christiansens tur til at arrangeret vennetræffet, faldt valget på Hotel Ribe, og her var Mikael Mikkelsen fra Randers en af deltagerne.

– Jeg kom med ved en ren tilfældighed, fordi en ven kendte en anden, og pludselig var jeg med og er blevet hængende siden. De er virkeligt hyggeligt, lyder det fra den glade randrusianer.