Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 2. maj 2025
En særdeles veloplagt borgmester Jesper Frost Rasmussen mødte op i løbetøj og løbesko og tog ruten med, da Udviklingscenter Vest og Specialcentret havde arrangeret Royal Side Run med udgangspunkt og ruter på Ribelunds naturskønne område.
Vejrguderne tilsmilede arrangementet med sol men ikke for høje varmegrader, og for alle var der mulighed for at få både pølser og pandekager, ligesom der var festlig opvarmning med et par hospitalsklovne efter borgmesteren havde fået ordet.
Jesper Frost Rasmussen glædede sig over arrangementet og at arrangørerne har skrevet sig ind i Royal Run med denne fine vent.
– Det er en stor ære for den gamle kongeby, at majestæten skyder årets Royal Run i gang og selv løber sin aller første tur i Ribe. Og jeg ved, vi er rigtig mange, der er spændt og glæder os til den store dag. Det er vigtigt, at vi får varmet godt op under både kondiskoene og den royale stemning, og det skal dagens Royale Side Run her på Ribelund nok sørge for.
– Det aller vigtigste budskab i Royal Run er, at alle kan være med. Det er nemlig helt lige meget, om man går, løber eller måske har hjul under sig og skal have hjælp for at komme rundt. Det gælder hverken om at løbe længst eller hurtigst men om at opleve glæden ved ar være aktiv sammen med andre, slog borgmesteren fast.
Og derefter blev løbet startet i en sky af sæbebobler, der blev blæst ud fra en maskine ved startportalen, og snart var deltagerne spredt for alle vinde formentlig en god oplevelse rigere efter turen.

Borgmesteren yderst til venstre løb med på turen