Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 21. april 2024

På Termansens er man igen begyndt at glæde sig til koncert med musik fra øverste hylde, for fredag den 26. april klokken19.30 har jazzbassist og sanger Kristin Korb inviteret den canadiske ’rising star’ guitarist Jocelyn Gould og den danske jazztrommeslager Kristian Leth med sig til Ribe.

Det bliver en aften med nyfortolkninger af jazzstandarder blandet med egne kompositioner, alle krydret med improvisatoriske indslag fra tre musikere af høj kaliber.

Kristin Korb er uddannet i Classical Bass Performance på the University of California, San Diego, og har siden 2011 været bosiddende i Danmark, hvor hun har indtaget den danske jazzscene med storm. Få kan som hende spille kontrabas og samtidig, ubesværet, levere en imponerende vokalpræstation på toppen af et solidt og rå-swingende basspil.

JUNO-vinder Jocelyn Gould er blevet kaldt “en leder i den næste generation af store mainstream jazzguitarister” af Howard Paul, administrerende direktør for Benedetto Guitars. Hendes debutudgivelse som leder, Elegant Traveler, vandt en 2021 JUNO for Årets Jazzalbum. Hendes andet album, Golden Hour, nåede førstepladsen på de canadiske Earshot-hitlister.

Herudover har man trukket på den danske jazzscene for at tilføje en lokal og autentisk smag til turnéen. Kristian Leth, en klasse jazztrommeslager fra Danmark, vil levere en solid og kreativ rytme, der vil understøtte Korb og Goulds musikalske udfoldelse på bedste vis. Leth er en anerkendt trommeslager, der har medvirket på mere end 25 albums sammen med en række fremtrædende jazzartister som Claire Martin, Scott Hamilton, Ulf Wakenius, Harry Allen og mange flere. Hans musikalske præcision og kreative tilgang til trommespillet gør ham til en værdsat medspiller inden for jazzgenren, og Termansens ser frem til – endnu engang – at byde Leth og Korb velkommen på spillestedet, og til at vise Gould, hvad Ribe kan byde på.