Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 6. juli

Det var med betænkelige miner, arrangørerne af det maritime marked i Ribe denne lørdag kiggede mod himlen.
For nok var det et maritimt marked, men det behøvede ikke at regne så meget, som det gjorde lige op til åbningen. Og vejrguderne må have set de betænkelige miner, for op af formiddagen klarede vejret til alles lettelse op, og markedet kunne gennemføres i tørvejr.
Der var sammensat et bredt program for dagen, der blev indledt med, at Bjarne Kiholm kom sejlede med Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn, der holdt åbningstalen.
I sin tale hæftede Sofie Valbjørn sig ved de bånd, der binder Fanø og Ribe sammen. Begge steder er tæt forbundet med naturen og det kulturhistoriske, og borgmesteren kom også ind på den betydning, Ribe og Sønderho havde for hinanden i fordums dage, ligesom Sofie Valbjørn nævnte bestræbelserne på at genskabe sejlrenden mellem Sønderho og Ribe.
Og efter tre salutter med en kanon, der kun høres langt væk og fik det til at gippe i flere af tilskuerne, kunne der tages hul på programmet.
Det bød bl.a. på demonstration af en oppustelig redningsflåde på åen og demonstration af en gammeldags redningsstol, der i fordums dage blev brugt på den jyske vestkyst, når et skib strandede. Der blev skudt en line ud til det strandede skib, og via den line kunne redningsstolen trækkes frem og tilbage mellem skib og fastland medbringende en person.
Der blev også budt på tørsejlads på Torvet, hvor et par optimistjoller var forsynet med hjul og “sejlede” rundt om domkirken, fiskeauktion og meget mere.
Det var folkene bag Det Maritime Ribe, der stod bag arrangementet, og mellem de underholdende indslag kunne gæsterne gå rundt og kigge på de udbudte varer i de forskellige boder.

Trods vejret var en del mødt op til åbningen af det maritime marked.

Viking Esbjerg havde sponsoreret redningsflåder, der et par gange i løbet af dagen blev demonstreret på åen. Denne flåde kan rumme 12 personer. Rekorden for overlevelse i en sådan flåde er 78 døgn.

Medarbejdere på Ribe Vikingecenter bagte fladbrød, der kan holde sig i fem måneder. de var gode at have med på togt.

Intet maritimt marked uden et vikingeskib.