Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, fredag den 26. juli 2024
Regn og mørke skyer truede for alvor med at ødelægge den officielle åbning af Ribe Jazz Festival, men heldigvis ville vejrguderne det – trods regn og skyer – det anderledes.
For da Bag Band Ribes street parade skulle slå tonen an til en tur gennem byens gader, måtte bandet under det første par numre søge ly i porten til Hotel Dagmars gård.
Her blev der givet nogle numre, og mens det regnede lidt og smådryppede mere, kom der alligevel mange snese mennesker til, som nød den gode og livsglade musik fra det velspillende band.
Og efterhånden som vejret klarede op, gik bandet sin tur gennem byen for at ende på Torvet, hvor museumsdirektør Merete Jankowski holdt åbningstalen.
Hun hæftede sig bl.a. ved sit første møde med Ribe som meget lille pige.
– Min far var jazzmusiker og tog mig med til en koncert netop på Torvet i Ribe. Og helt ærligt: -det jeg den gang tænkte på var: far hvornår skal vi hjem.
– I dag er jeg har med langt, langt større engagement og glæde, sagde Merete Jankowski bl.a. og glædede sig over det store program, der er i festivalen.
Hun opfordrede også frivillige til at deltage i arbejdet: – Det er som i museumsverdenen, hvor det handler om at bringe fortid og nutid sammen. Louis Armstrong sagde en gang, at hvis man er nødt til at spørge om, hvad jazz er, kommer man aldrig til at forstå jazz. Jazz har sit helt eget udtryk.
Derefter fulgte der flere koncerter med bl.a. Mais Uman og Big Band Ribe på Torvet og mange andre koncerter rundt om i byen. Måske som et symbol på de mange, ”strålende” kunstnere, der er på festivalen, fik solen i løbet af eftermiddagen helt overtaget.
Og heldigvis ser vejrudsigten for weekenden ud til at fortsætte med masser af sol.