Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, onsdag den 8. januar 2025
Alt tyder på, at vandtrykket i og omkring Ribe i løbet af onsdag eftermiddag vil lette.
Indsatsleder ved Sydvestjysk Brandvæsen Jan Christiansen fortæller, at Beredskabsstyrelsen formentligt vil stoppe med at pumpe vand ud fra åen til Vadehavet ved middagstid onsdag.
– Det er mit bedste bud, sagde Jan Christiansen sidst på formiddagen.
Ved middagstid skulle det være muligt at åbne sluseportene, hvorefter de store mængder bagvand kan løbe ud i have ad den naturlige vej.
Beredskabsstyrelsens folk har siden omkring klokken 16 tirsdag eftermiddag pumpet omkring 60.000 liter vand i minuttet fra åen til Vadehavet gennem store slanger, der var lagt hen over digekronen.
De store vandmængder skyldes vand fra baglandet på grund af den megen nedbør, der er faldet denne vinter, og da sluseportene under stormen ikke kunne åbnes, hobede vandet sig op.
De store vandmængder har oversvømmet Møllevej og haverne ved Møllevej, ligesom vandet tirsdag og onsdag formiddag var centimeter fra at skylle ind over den vintersikring, som roklubben har lavet ved klubhuset. Sker det, giver det store problemer for roklubben.