Tekst & Foto Johnny Tauman
12. marts 2020

Som du sikkert har bemærket, så arbejdes der på Rute 11. RYK IND RIBE har i den bedt konsulent Claus Prien Tobiasen komme med en statusrapport. Han siger bla.: – Vi følger de retningslinjer, som vores Statsminister udsendte i går og de præciseringer, som Vejdirektoratet efterfølgende har udsendt til deres ansatte (herunder konsulenter).

Der betyder, at de ansatte løser således opgaverne så vidt muligt hjemme fra pr mail eller telefon. Claus fortsætter: – På pladsen er der fra byggeledelsen side et minimum af mandskab, som skal foretage de nødvendige tilsyn og holde ”hjulene i gang”. Vi undgår tæt kontakt til andre personer, når vi er ude og fortage tilsyn.

Barslund A/S og deres underentreprenør Colas, som lægger asfalt i disse dage, er således fuld bemandet. De følger de retningslinjer, regeringen har udsendt – og der skulle komme retningslinjer fra deres ledelse senere i dag.

Claus Prien Tobiasen siger afsluttende: – Så ind til videre fortsætter projektet ufortrødent, men situationen ændrer sig jo løbende.

Asfaltarbejdet fortsætter efter de aftalte terminer, men der kan komme ændringer.