Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe. Onsdag den 29. august

Virkningen af den langvarige lukning af Dagmarsbroen kan nu for alvor mærkes.

Butiksindehaverne i Dagmarsgade har tidligere meldt omsætningsfald ud i medierne, og på Hotel Dagmar har der også været en mærkbar ændring i gæsternes sammensætning, der har betydet et tab på fire procent.

– Vi glæder os meget til Dagmarsbroen åbnes igen, siger lederen af Hotel Dagmar, Søren Brønk.

Han fortæller, at hotellet specielt har kunnet mærke nedgangen i det, han kalder walk inn turisterne. Det er de turister, der kommer direkte ind fra gaden uden at have forudbestilt værelser. Desuden har vi også konstateret, at en del har ringet til os og forklaret, at de ikke kunne finde hotellet. Derfor kørte de til Esbjerg.

– Disse kendsgerninger har bevirket, at vi har måttet øge markedsføringen af hotellet, og det koster, fortæller Søren Brønk.

Efter planen skal Dagmarsbroen genåbnes den 8. oktober, og i løbet af nær fremtid ventes det, at byrådet tager endelig stilling til, hvordan trafikken i den indre by skal afvikles.