Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, fredag den 7. november 2025

Elever på 13 skoler i Esbjerg Kommune tager nu nye bøger i brug, som de selv har valgt. Bøgerne skal styrke glæden ved at læse.

Kassevis med nye bøger er for nyligt landet hos 13 folkeskoler i Esbjerg Kommune. Bøger, som eleverne selv har valgt, og som de nu kan få i hænderne og låne med hjem. På Vitaskolen i Esbjerg fejrede elever, lærere og forældre ankomsten af de mange nye bøger med en fernisering.

De 13 folkeskoler deltager i et projekt, der med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen på 1.490.000 kr. har gjort det muligt at indkøbe de mange nye bøger. Projektet skal styrke samarbejdet mellem skoler, skolebiblioteker og folkebiblioteker om formidlingen af bøger og læseglæde.

Eleverne i de daværende 5. klasser på de deltagende folkeskoler fik i foråret 2025 præsenteret eksempler på bøger og et bogkatalog som inspiration til at vælge, hvilke bøger der især kunne stimulere deres læselyst. Og de har gjort flittigt brug af muligheden for at vælge bøger både i og uden for kataloget.

Læselysten lever

Især populære bøger, sjove bøger, krimier, spændingsromaner og bøger, hvor læseren bestemmer handlingen, har præget elevernes bogvalg. Mange har også ønsket længere romaner og lange serier.

– Der har været en fortælling om, at børn ikke gider litteratur. De her ønsker viser, at den fortælling ikke passer. Når børn møder litteratur, der interesserer dem, og har indflydelse på den litteratur, de møder, vil de gerne have litteraturen – ja, de er endda utålmodige for at få fingrene i den og fordybe sig, siger biblioteksformidler ved Esbjerg Kommunes Biblioteker, Marie Cecilie Lensch Schwerdtfeger.

Smag for bøger

Med leveringen af bøger til skolerne er projektet ikke slut. Eleverne fra de deltagende skoler vil blive inviteret til et forløb på biblioteket, som skal fastholde og udbygge interessen for bøgernes verden. Alt efter skolernes valg kan det handle om historiefortælling, den gode læseoplevelse eller f.eks. book tasting, som skal give eleverne smag for bøger på en sjov og anderledes måde.

Et netværk af medarbejdere fra kommunens skolebiblioteker og biblioteket mødes også for at udveksle erfaringer og drøfte muligheder for mere samarbejde.