Tekst & Foto Johnny Tauman
11. marts 2019
Ekspropriationen på østsiden af Plantagevej mellem jernbaneoverskæringen og Skovgrillen er blevet udsat, idet der er opstået nogle udfordringer i forhold til et dige, som befinder sig bag Skovgrillen – et dige, hvoraf noget skal fjernes for at anlægge en fælles udkørsel syd for Skovgrillen.
Ny dispensation skal indhentes
Esbjerg Kommune har givet dispensation til at fjerne noget af diget, men der indkom en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over dette. Som følge af, at det viste sig, at det vil være nødvendigt at fjerne lidt mere af diget end først antaget, skal denne dispensation nu fornys og det forventes, at kommunen nu vil stille krav om etablering af noget erstatningsdige. Vejdirektoratet arbejder fortsat med et forslag, hvor beboerne på Stærevej og langs Plantagevej skal køre øst omkring Skovgrillens parkeringsareal.
Uformelt møde på mandag
RYK IND RIBE har talt med Vejdirektoratets projektleder Mike Boesen, som fortæller: ”På mandag holder vi kl. 17:00 et uformelt møde med beboerne langs Plantagevej på parkeringspladsen bag Skovgrillen. Vi ønsker at forklare baggrunden for den usikkerhed, som udsættelsen af ekspropriationen har medført. Når først der ligger et godkendt projekt, vil ekspropriationen blive genoptaget – men indtil da er den i bero.”
Østsiden kommer sidst
Om selve arbejdet på østsiden siger projektlederen: ”Arbejdet vil først blive påbegyndt sidst på året eller måske snarere i 2020. Det har hele tiden været planen, at arbejdet på vest siden skal færdiggøres først”.
Kontrakt underskrives snart
”Den planlagte ekspropriation på Trojelsvej gennemføres tirsdag og onsdag i næste uge. Der er endnu ikke underskrevet kontrakt med den entreprenør, som skal udføre det samlede projekt, men det forventes at ske inden for den nærmeste tid”, siger projektleder Mike Boesen til RYK IND RIBE. Der var sidste frist for at indgive tilbud 15. februar.
Bevægelig bro med frist 1. april
På Vejdirektoratets hjemmeside kan man under udbud se, at der er frist 1. april 2019 kl. 11:00 på at interesserede entreprenører kan anmode om at blive prækvalificeret til at byde på en totalentreprise med titlen: ”Bevægelig bro over Ribe Å”.
RYK IND RIBE har i den forbindelse udfordret projektleder Mike Boesen med spørgsmålet: ”Betyder det, at planen om en klapbro er droppet?” Hertil svarer projektlederen: ”Vi lægger op til, at der kan bygges en bro, som kan sikre, at høje skibe vil kunne sejle forbi. Det skal være en æstetisk bæredygtig løsning – og måske kan der etableres en svingbro inden for det beløb, der er afsat til opgaven. Derfor er er der ikke truffet endelig afgørelse om broens udformning. Det bliver op til de udvalgte entreprenører at komme med forslag til broens udformning i deres tilbud”
Ved prækvalifikationsrunden udvælges op til 5 entreprenører, som vil kæmpe om den endelige kontrakt.










































































