Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 17. september
Samtidig med, at al gennemgående kørsel i Ribe er umulig på grund af den spærrede Dagmarsbro, er Vejdirektoratet nu i gang med et omfattende vejarbejde på de gennemgående veje i Ribes umiddelbare sydlige udkant.
Her skal rundkørslerne ved Haderslevvejs udmunding i hovedvej 11 og ved Haulundvejs udmunding i Haderslevvej have ny asfaltbelægning, og det samme er tilfældet på Haderslevvej mellem de to rundkørsler samt et godt stykke af hovedvejen både syd for og nord for rundkørslen, samt den gennemgående kørebane uden om rundkørslen fra haderslevvej mod nord.
Arbejdet betyder flere forskellige former for regulering af trafikken, ligesom der på et tidspunkt vil blive brugt lysregulering på nogle af strækningerne.
Denne tirsdag aften blev trafikken på hovedvejen fra syd ledet ind ad Roagervej og via Haulundvej til Haderslevvej, mens trafikken fra nord, der skulle ind i den sydlige del af Ribe også lige måtte tage en tur ned omkring Roagervej og Haulundvej.
Det var tydeligt at se, at der var nogle trafikanter, der ikke var helt med på, hvad de gule skilte, der markerer omkørslen, egentligt betyder.
Man kan undre sig over, hvorfor dette vejarbejde netop skal udføres i en periode, hvor al lokal trafik fra det sydlige til det nordlige Ribe og omvendt også belaster den stærkt trafikerede hovedvej.
Det tjener dog til entreprenørens ros, at arbejdet også foregår i aftentimerne, så det bliver hurtigere overstået. Men man skal regne med ekstra køretid, så længe arbejdet står på.