Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 8. november

De unge bag projektet. Fra venstre er det Helene Mejsen Westergaard, Thuy Vy Pham, Anna Ibsen, Malte Grosmann, Søren Schrøder og Jeppe Hollænder.

Som samlingssted for unge, ældre og dem midt i mellem er Vedels Anlæg blevet opgraderet, og at anlægget virkeligt kan bruges, blev med al mulig tydelighed bevist, da det opgraderede anlæg fredag sidst på eftermiddagen blev præsenteret. Det blev trods kulden en hyggelig sammenkomstmed med taler, musik og pizza.

Opgraderingen skyldes ungt byråd, der på deres møde i 2018 kom med et forslag om at gøre Vedels Anlæg til et endnu bedre samlingssted, end tilfældet har været hidtil.

De unge havde en lang række forslag. Der var ikke økonomi til at gennemføre alle, men de ting, der kunne gennemføres, er blevet lavet, og der er ingen tvivl om, at med tiden bliver det endnu bedre. Eksempelvis er der plantet et kirsebærtræ inde midt i en cirkel skabt af en bøgehæk, og her kan der blive et rigtig hyggeligt sted, når kirsebærtræet vokser til og kronen danner ”tag” over cirklen. Der er også lavet en hyggelig bålplads på stedet, der er sat borde og bænke op, så den medbragte mad kan spises, og der kommer stole langs med åen, så man kan nyde udsigten over søen til Kurveholmen.

Med præsentationen i går viste elever fra kulturtalentklasserne, at stedet også egner sig til koncerter og lignende.

Byrådspolitikerne Kurt Bjerrum (V), May-Britt Andrea Andersen (C) og Jørgen Ahlquist (S) glædede sig over det nye anlæg.

Formanden for udvalget for kultur og fritid, May-Britt Andrea Andersen (C), holdt den officielle tale og sagde bl.a. til de unge: – Jeg er imponeret over jeres kreativitet og gåpåmod. Det er inspirerende for os i det rigtige byråd at få besøg af jer, og den dialog og sparring, vi har med jer, har stor værdi. Det er nemlig vigtigt, at vi ved, hvad der rører sig blandt kommunens unge, så vi har en fornemmelse af, hvad i drømmer om for jeres liv og hverdag. Det er jer, der er fremtiden, og vi vil rigtig gerne have, at i ser mulighederne for at leve et godt ungdomsliv her i vores kommune.

Videre sagde udvalgsformanden: – Ideen var at skabe en bedre og mere tryg stemning her i Vedels anlæg, og det synes jeg er lykkedes rigtig godt. Som i kan se, er resultatet blevet rigtig fint, og alle omkring projektet fortjener et stort skulderklap. Jeg håber, i vil opleve de nye faciliteter som et supplement til det gode ungdomsmiljø, vi allerede har her i Ribe.

Som repræsentant for de unge talte Søren Schrøder, der nævnte, at det var en speciel følelse at opleve nærdemokratiet. Det var fedt at være med til at træffe beslutninger, og vi har fået noget for vores penge. Vier gladefor, at byrådet lyttede, og vi håber stedet bliver mere inkluderende, så alle kan bruge det.

De unge fra kulturtalentklassen glædede tilskuerne med deres musik og sang.

Lys i runddellen skaber både hygge og tryghed.