Tekst Torben Ravnborg Nissen, foto René Jørgensen, 24. oktober2018

Foran mig sidder en køn, smilende og spinkel kvinde. Hun er ikke lige min forestilling om en bedemand, men ikke desto mindre er Bente Kirkegaard en af Ribes nye af slagsen.
Hun er 48 år og har tre børn på henholdsvis tyve- sytten- og tolv år.

Bente fortæller, at hun er født og opvokset i Spjald ved Holstebro på en gård, hvor  en meget aktiv og kærlig mor klarede alle dagens gøremål med energi og godt humør. Udover det huslige og opdragelse af børn hjalp hun i mark og stald.

– Min mor kunne alt. Dyrkede selv grøntsagerne, henkogte, syltede og parterede egenhændigt de kreaturer, der blev slagtet. Om aftenen syede hun tøj til vi fire børn og samlede os om aftenskaffen med far og de karle, der var på gården gennem tiderne, mindes Bente.

Fra faderen og farmoren fik Bente interesse for og indsigt i politik og samfundsforhold, bl.a. fik hun som fjortenårig en bog om Kaj Munk af sin farmor, og fra moderen og mormoren fik hun det sanselige, milde og mere eksistentielle i livet med.

Jeg havde udlængsel, og min trygge opvækst gav mig mod på at rejse ud!

Bente tog 10. kl. på den Grundtvig-Koldske efterskole Lomborg Ungdomsskole. Umiddelbart efter, som 16 årig, rejste Bente til Denver i USA som au-pair. Efter et kort, mislykket ophold i huset hos en advokatfamilie med rigide regler og et ukærligt børnesyn, som hun hverken kunne eller ville efterleve, blev hun au-pair hos en jødisk familie.

Den første juleaften hjemmefra

– Jeg gik stortudende og gjorde rent hele aftenen og savnede min familie om træet derhjemme på gården. Det lærer man også noget af, ræsonnerer Bente.

Efter Denver tog hun en uddannelse som gartner, der førte hende til Fyn, Aalborg og Viborg. Arbejdet som gartner var spændende, men også hårdt, så da jeg fik nogle midlertidige rygproblemer, måtte jeg sadle om, fortæller Bente. Her spillede min opvækst og påvirkning fra mine forældre og bedsteforældre også ind, og min nysgerrighed ledte mig mod læreruddannelsen.

Det blev til en optagelse på Ribe Statsseminarium, en læreruddannelse og femten års arbejde som lærer i den vidtgående specialundervisning. Et spændende, men også krævende job, der også gav rum for refleksion.

– Efter mange år i skolen, hvor temaerne i arbejdet med børn og unge med autisme, som jeg fortrinsvis arbejdede med, var livsfilosofi og eksistens, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville afprøve mine egne værdier og selv definere mit virke. Så efter moden overvejelse ringede jeg til bedemand Anne-Mette Bruun.Den samtale førte mig til, hvor jeg er i dag, siger Bente, mens hun smiler. Hun er min mentor i dag, ligesom hendes mand, Johannes, hjælper mig i firmaet med praktiske gøremål. Da jeg ringede til Anne-Mette Bruun, sagde hun kort inde i samtalen, at det var lige netop mig, hun havde ventet på, smiler Bente, og en tre timers telefonsamtale endte med, at jeg kom i en slags mesterlære. Jeg fulgte Anne-Mette i 10 måneder, inden jeg var klar til at stå på egne ben.  Johannes fortsatte med at hjælpe mig, især med det fysiske, som f.eks. at overflytte en afdød fra seng til kiste, køre blomster til kirkegården, afløse mig ved højtidligheder og andre praktiske gøremål, som der er mange af, fortæller Bente.

Forsættes fredag