Tekst Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen, mandag den 3. januar

De fleste af de forbrugere, der får varme fra Ribe Fjernvarmeværk, kan se frem til at få penge tilbage, når den endelige opgørelse kommer ud sidst i februar.

Den milde vinter har betydet, at der har været mindre afsætning på det varme vand fra værket, og det betyder alt andet lige, at mange kan se frem til at få penge tilbage.

Hvor mange, der skal have penge retur og hvor meget, er ikke helt klart endnu. Driftsleder Richard Boisen fortæller, at man på varmeværket er i fuld gang med at lave opgørelsen.

– Men vi har ”solgt” mindre varme. Der har været mindre pres på kedlerne på grund af det milde vejr, siger Richard Boisen.

Værket har i øvrigt sat prisen ned til det niveau, der var gældende i 2018, og den prisstigning, der fandt sted sidste år, er således trukket tilbage. Det betyder 600 kroner årligt per husstand.

På værket optimerer man hele tiden driften til gavn for forbrugerne. Et varmepumpeanlæg er netop sat i gang, og i løbet af kort tid startes byggeriet på en ny akkumuleringstank. Det betyder bl.a., at der skal fældes nogle træer i skoven ved varmeværket.

– Vi har afmærket området, så vi begynder i løbet af kort tid at fælde trænerne, og derefter skal arbejdet med tanken i gang, siger Richard Boisen.