Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Søndag d. 11. juni 2023
Med tiden vandrer historierne om os og dem, der ikke er her mere ind i glemslen. Hvis man er heldig, er der en gravsten tilbage, men ofte er der slet ingen ting.
Og dog! Vi har jo fortællingerne. Fortællingerne om de, der levede før os. Ved at fortælle bringer vi dem til live igen. I hvert fald for en stund. Godt 50 nysgerrige brugte den varme og tørre søndag eftermiddag på at vandre fra den nye kirkegård på Tangevej via den nedlagte kirkegård på Ribelund og videre til Pesthøjen ved Sct. Catharinæ og Domkirken for at slutte på den gamle kirkegård. Samtidig vandrede vi fra fortælling til fortælling.
Som nysgerrig og historieinteresseret Ripenser kan man tro, at man ved meget, men der kan åbenbart altid føjes noget til om livet både i det helt gamle Ribe og i nyere tid.
Vidste du for eksempel, at der på den nye kirkegård er en usynlig allé, der blev plantet i anledning af reformationsjubilæet og opkaldt efter Luther? Lutter æbletræer i ulige rækker og med fri afspisning for alle ripensere, der måtte have lyst til et friskplukket æble i sæsonen. Vidste du, at man troede at såkaldt åndsvaghed kunne smitte og at man derfor måtte have egen kirkegård på Ribelund? At Pesthøjen ved Sct. Catharinæ intet har med pest at gøre, men måske er tiloversbleven jord, muligvis med ligrester i, fra udgravning af gulvet i forbindelse med den store genopretning af kirken i første halvdel af 1900-tallet? Eller at der formentlig er op til 6 lag af begravelser oven på hinanden under Domkirkens gulv?
Det er Ribes Kirkegårdsleder Hanne Gerken, der igen står bag den gode ide at fortælle om de døde og de dødes sidste hvilesteder. Om gravstederne på den gamle kirkegård er fortællingerne sat i system. En gruppe at historieinteresserede har gennem længere tid arbejde på at skrive historierne ned og det er der kommet en rigtig fin hjemmeside ud af https://www.ribekirkegaard.dk/besoeg-kirkegaardene/fortaellingerne-paa-ribe-kirkegaarde.
De varme og tørstige deltagere sluttede deres vandring med en forfriskning på den gamle kirkegård og dejlig meget at snakke om og tænke over efterfølgende.
En lun vandretur med gode fortællere