Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 1z0. august
Selv om voldsomme tordenbyger tirsdag formiddag løb hen over Ribe, var det ikke nok til at stoppe det efterhånden traditionelle veteranbiltræf på Hovedengen tirsdag aften.
Nok stod der stadig store vandpytter på Hovedengen, men adskillige ejere af veteranbiler valgte at køre uden om pytterne og vise deres køretøjer frem.
Blandt dem var mekaniker Henning Sørensen, Lustrup, der har specialiseret sig i gamle militære køretøjer. Han var på Hovedengen med en jeep fra 1943. Et veterankøretøj, som adskillelige mennesker med en lidt ældre dåbsattest og en fortid ved forsvaret, kan nikke genkendende til. Det er et køretøj, som mange ”gamle” soldater har kørt i, og som Henning siger: – Jeg har hørt mange af de historier, og jo flere jeg hører, jo bedre bliver de.
Også Erik Schmidt fra Århus var til veteranbiltræf med sin rutebil, en Ford fra 1949, der gemmer en V8-motor under fronthjælmen. Det er en af de rigtig gamle ”rutebiler” og ikke busser, som kører på landevejene i dag. Karakteristisk har den et mekanisk greb, der åbner og lukker døren til bilen.
Bilen har i sin tid kørt fra Kolind til Århus og retur. Og det er ikke fordi, Erik Schmidt har en stor familie at transportere rundt, at han har købt rutebilen. Hans store familie består af veteranbiler, og han byttede sig til rutebilen for en anden veteranbil.











































































