Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. maj 2020

Fredag blev Teknik & Byggeudvalget præsenteret for indholdet i en rapport, som Rambøll har udarbejdet omkring procedurer og praksis på vandløbsområdet. Rapporten blev bestilt i december af direktør for Teknik & Miljø Erik Jespersen. Behovet for rapporten opstod efter, at der havde været en del kritik af kommunens vedligehold af vandløb og at en intern undersøgelse havde afsløret, at 19 vandløbsstrækninger ikke var blevet vedligeholdt. Rambøll fik til opgave at undersøge, hvordan henvendelser håndteres og om vandløbsregulativerne overholdes i Esbjerg Kommune.

Mangelfuld kommunikation

Rapporten konkluderer, at vedligeholdet af vandløbene sker i overensstemmelse med regulativerne. Desværre har kommunikationen til og med eksterne interessenter og det politiske niveau været oplevet som utilstrækkelig. Det er en af årsagerne til, at der er opstået mistillid til, om der blev handlet i overensstemmelse med regulativerne.
Ifølge rapporten trænger procedurerne omkring vandløbshåndteringen til at blive forbedret. Det ville kunne ske gennem flere initiativer, hvoraf det første skulle være at sætte gang i en revision af vandløbsregulativerne for at sikre tidssvarende, opdaterede og fleksible regulativer.
“I udvalget sætter vi pris på denne orientering. Rapporten er det første skridt på vejen til at genoprette tilliden til, at Esbjerg Kommune har styr på vandløbsområdet. Det er positivt, at der er handlet fagligt korrekt, og at der netop er styr på fagligheden, virker som et solidt fundament i det videre arbejde. Udvalget bakker op om, at den foreslåede revision af regulativerne er helt central i forhold til at få skabt klare politiske retningslinjer og forventningsafstemt med lodsejere og interessenter”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Bedre service

Udover en revision af vandløbsregulativerne foreslår rapporten også, at man internt i kommunen arbejder på at forbedre håndteringen af henvendelser, så fx lodsejere oplever en bedre og mere ensartet service. Dette kan opnås ved at klæde medarbejderne bedre på til at løse denne opgave i fremtiden, og ifølge analysen skal der gerne udvikles et nyt perspektiv på myndighedsopgaven. Det vil kræve, at der kigges på interne processer, mens der også arbejdes for at styrke dialogen og samarbejdet med eksterne interessenter.
“Efter at have deltaget i analysens forarbejde, har vi set frem til analysens anbefalinger. Her bider vi særligt mærke i de anbefalinger der går på, at Esbjerg Kommune skal være mere proaktive i deres vandløbstilsyn, at Esbjerg Kommune skal reagere hurtigere på henvendelser og at der skal arbejdes for at skabe gennemsigtighed på flere fronter. Særligt fokus på gennemsigtigheden vil øge forståelsen blandt lodsejerne i sagerne omkring, hvorvidt regulativet er overholdt”, siger Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

Handlingsplan på vej

Med afsæt i rapportens konklusioner har direktør Erik Jespersen bedt om, at der laves en handlingsplan. Det vil være denne plan, som sikrer fremdriften i at få genoprettet tilliden.

Vil du vide mere?

Rapport – Analyse af procedure og praksis på vandløbsområdet

Appendix til hovedrapporten